R forsvarer arrangerede ægteskaber

Lyt til artiklen

De radikales udlændingeordfører, Elsebeth Gerner Nielsen, kritiserer regeringen for at sætte lighedstegn mellem tvangsægteskaber og arrangerede ægteskaber. Ifølge dansk lovgivning er kun tvangsægteskaber ulovlige. Debatten er opstået efter, at Danmarks største kvindeorganisation, Kvinderådet, i weekenden sagde, at arrangerede ægteskaber kan være i orden, mens der skal slås hårdt ned på tvangsægteskaber. Ingen tvang Det fik ligestillingsminister Henriette Kjær (K) til at beskylde Kvinderådet for misforstået kulturhensyn. Derimod bakker Elsebeth Gerner Nielsen rådet op. »Nu skal man huske på, at vores egen ægteskabsform i Danmark kun er højst 50 år gammel. I mine bedsteforældres generation var der mange arrangerede ægteskaber. Det er en meget moderne opfindelse, at et ægteskab skal være funderet i den moderne version af kærlighed og en forudgående forelskelse«, siger Elsebeth Gerner Nielsen. Betyder det, at arrangerede ægteskaber kan være i orden?

»Ja, hvis ikke der er tale om tvang. Hvis to familier bliver enige om, at deres børn vil passe godt sammen, og de to så mødes og bagefter siger, at de godt kan finde ud af det, så er det i orden. Jeg synes selvfølgelig, at det bedste er, at deres forældre ikke blander sig. Men der er stor forskel på, at staten tager stilling til, om et ægteskab er i orden eller ej, og så på at sige, at det bedste er, at de unge selv finder ud af det. Jeg mener ikke, vi skal lave en lov, som forbyder arrangerede ægteskaber, men vi skal sørge for specielt at oplyse kvinderne om, at de har mulighed for at sige nej«. Hvis børnene, siden de var små, har fået at vide, at forældrene en dag vil foreslå dem en partner, kan man så ikke sætte spørgsmålstegn ved frivilligheden?

»Jeg erkender, det ikke er nemt. Men spørgsmålet er, hvad indsatsen skal være. Lige nu tager vi en hel generations kærlighedsliv som gidsel for at undgå tvangsægteskaber og arrangerede ægteskaber. I Det Radikale Venstre kan vi ikke acceptere familiesammenføringsregler, som rammer enhver borger, der forelsker sig i en udlænding. Til gengæld er vi forbandet forpligtede til at sørge for, at den oplysningsindsats, som har været forbundet med kvinders frigørelse, også kommer til at omfatte indvandrerkvinder og de mennesker, der har nogle kulturtraditioner, som ikke umiddelbart synes forenelige med det danske samfund«. Men kan man bekæmpe tvangsægteskaber ved at uddele pjecer og lave kvindecentre?

»Hvis man fra lille har gået i dansk skole og fået grundigt kendskab til de muligheder, der er for at vælge selv - både hvad angår uddannelse og ægtefælle - så tror jeg, der er en chance i løbet af måske ikke lige første generation, men nogle generationer«. Er det den virkelighed, vi befinder os i i dag. Mange andengenerationskvinder flygter jo i dag fra tvangsægteskaber?

»Vi har lavet en plan med 15 forslag til at forebygge tvangsægteskaber. Vi foreslår for eksempel, at man direkte kriminaliserer tvangsægteskaber, så det kommer til at stå i straffeloven«. Bliver det ikke meget svært at definere, hvornår det er et tvangsægteskab og et arrangeret ægteskab?

»I det øjeblik, den unge selv definerer det som tvang, er det et tvangsægteskab, og dermed har samfundet en forpligtelse til at hjælpe den unge«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her