Først handlede det om at få bragt antallet af asylansøgere og familiesammenføringer ned. Nu er flygtningeminister Bertel Haarder (V) tættere på også at opfylde sit tredje succeskriterium: at få sat gang i hjemsendelserne af afviste asylansøgere. Hidtil har serbere udgjort den største gruppe af afviste asylansøgere, der ikke kunne sendes hjem. Enten fordi de ikke ville rejse frivilligt, eller fordi de serbiske myndigheder ikke ville tage imod dem. Men nu er en aftale mellem Danmark og Serbien om at tage imod dem begyndt at virke. Det betyder, at Danmark de seneste uger har kunnet tvangshjemsende 68 serbere, der havde nægtet at rejse frivilligt. Derudover er 27 rejst frivilligt med myndighedernes vidende. Ifølge vicerigspolitichef Hans-Viggo Jensen vil der de næste par uger blive hjemsendt yderligere 20-30 serbere, hvoraf flere af udsendelserne vil ske tvangsmæssigt. Personerne vil blive sat på et almindeligt rutefly til Beograd. »Typisk sker tvangshjemsendelserne ved, at de pågældende personer i flyet bliver ledsaget af betjente. Normalt er der ikke behov for at anvende magt«, siger Hans-Viggo Jensen. Han kan dog ikke svare på, hvorvidt danske betjente i nogle tilfælde har anvendt magt. 660 på vej hjem Bertel Haarder har det seneste år arbejdet kraftigt på at få aftalen i stand med Serbien. Danmark har forelagt 660 afviste asylansøgere for de serbiske myndigheder, og foreløbig har Serbien anerkendt de 350 som serbiske statsborgere og dermed accepteret at tage imod dem. Accepterer Serbien alle 660, vil det stort set udgøre hele gruppen af afviste asylansøgere, som de danske myndigheder mener kommer fra Serbien. Ifølge Hans Viggo-Jensen er mange af dem, som Danmark har forelagt de serbiske myndigheder, allerede rejst frivilligt. »En del er forsvundet fra deres asylcentre. Vi formoder, at de enten er rejst hjem frivilligt eller er søgt til andre lande. Men det er et meget sædvanligt mønster, at mange rejser af sig selv, når først der kommer gang i tvangshjemsendelserne«, siger han. Få afghanere retur For nylig tvangshjemsendte Danmark to afviste afghanske asylansøgere. Men der er fortsat en stor gruppe afviste afghanske asylansøgere, som Bertel Haarder ønsker at hjemsende - med tvang om nødvendigt. Det samme gælder afviste asylansøgere fra Montenegro, Bosnien, Armenien, Aserbajdsjan og Kosova samt statsløse palæstinensere. Her har Danmark enten ikke en aftale om tilbagetagelse med de pågældende lande, eller også trækker sagsbehandlingen i de pågældende lande ud, eller landenes myndigheder afviser at tage imod dem. Danmark forsøger i øjeblikket ikke at tvangshjemsende afviste irakiske asylansøgere, men opfordrer dem til at rejse frivilligt. Regeringens støtteparti, Dansk Folkeparti, har kritiseret Bertel Haarder hårdt for ikke at gøre nok for at komme af med de afviste asylansøgere. Jesper Langballe fra Dansk Folkeparti er glad for, at der nu er kommet gang i hjemsendelserne af serberne. »Men vi er utilfredse med, at der foreløbig ikke er kommet gang i tvangshjemsendelser af specielt afghanere og irakere«, siger Jesper Langballe. Dansk Folkeparti mødes i næste uge med Bertel Haarder for at evaluere udlændingeloven. Her vil partiet møde op med krav om en række nye stramninger, fordi partiet mener, der fortsat kommer for mange udlændinge til Danmark gennem familiesammenføringer og asylsystemet. Krav fra Langballe Jesper Langballe afviser dog, at hjemsendelserne af serbere får partiet til at slække på deres øvrige krav. Bertel Haarder vil ikke kommentere Dansk Folkepartis krav om nye stramninger og afviser, at han kan gøre mere ved hjemsendelserne. »Vi gør, hvad vi kan for at få gang i hjemsendelserne. Der er stadig masser af problemer med for eksempel bosniere og kosovarer, men vi gør alt, hvad der er menneskeligt muligt og forsvarligt«, siger han. »Vi kan godt skrive ned, hvad vi gør, men vi kan ikke gøre mere«, siger flygtningeministeren. claus.blok.thomsen@pol.dk
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























