Svag sikkerhedskultur på Barsebäck

Lyt til artiklen

Barsebäckværket kørte i januar to uger for fyldt tryk på trods af, at man gennem måneder havde konstateret voksende problemer med at styre kølevandet. Problemerne fik lov at udvikle sig, fra de blev konstateret 10. november og til 16. januar. Fulgte ikke reglerne Fra 2.-16. januar var situationen så kritisk, at reaktoren på Barsebäck tilsyneladende blev drevet i strid med forskrifterne fra det svenske Statens Kernekraftinspektion (SKI). Det er driften i denne sidste periode, der er basis for, at SKI har bedt anklagemyndigheden undersøge, om der er grund til at stille ledelsen af Barsebäck til regnskab ved en domstol. Selve skaden på værket har ikke været farlig. På den internationale INES-skala for a-kraftulykker, der går fra 0 til 7 (katastrofe a la Tjernobyl), fik den betegnelsen 1, en »anomali«. Krav om mere uddannelse Men at værket blev drevet videre, selv om man vidste, at der var en ukendt fejl et sted, er kritisabelt, siger Christer Viktorsson, vicedirektør hos SKI. »De tager ikke sikkerheden alvorligt nok på Barsebäck. Man må ikke udfordre atomkraft på den måde«, siger han, »Vi kritiserer deres generelle omgang med sikkerheden på Barsebäck. Vi kræver mere uddannelse til forskellige medarbejdere, forbedrede sikkerhedsgrænser og sikkerhedsprocedurer«. Ringe sikkerhedskultur Seniorforsker Erik Nonbøl fra Forskningscenter Risø er ekspert i sikkerhed på kernekraftværker. Han mener som Christer Viktorsson, at det tyder på en svag sikkerhedskultur på Barsebäck. »Det er en brist, at afvigelser fra normal drift får lov at passere. Det er jo et spørgsmål om at have en sikkerhedskultur, der gør, at man er opmærksom også på de ting, der kan synes trivielle. Vi i Vesten har jo i årevis kritiseret de østeuropæiske lande for ikke at have en ordentlig sikkerhedskultur. Og så er det jo uheldigt, hvis vi ikke selv kan leve op til det«, siger Erik Nonbo. Det er første gang, at SKI kommer med så skarpe anklager mod et kernekraftværk. SKI vil nu gennemgå sikkerhedsprocedurerne på Barsebäck, før værket får lov at åbne igen efter den årlige sommerpause. »Før de kan starte reaktoren igen, skal de stramme væsentligt op på sikkerheden - og vi kommer til at følge arbejdet meget nøje for at sikre os, at det bliver gjort ordentligt. Jeg tvivler på, at de kan være klar til 1. september«, siger Christer Viktorsson. Ledelsen på Barsebäck vil af hensyn til en eventuel retssag mod dem ikke udtale sig om de konkrete kritikpunkter, men afviser at have brudt reglerne. Håbet er at genoptage den normale drift 1. september. Barsebäck har siden midt i juli været lukket ned på grund af en gennemgribende sommerrevision.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her