6.000 danskere har fået en invitation fra kirkeminister Tove Fergo (V) til at diskutere fremtidens folkekirke på en stor borgerhøring i Kerteminde om få uger. Men selv om landet har diskuteret præster og tro hele sommeren, er det færre end 100, der har valgt at sige ja tak til ministerens indbydelse. »Interessant«, mener Tove Fergo selv om den lave tilslutning, til hvad der var ment som en meget stor dialog med befolkningen om kirke og tro. »Den mest deprimerende forklaring er selvfølgelig, at folk måske er helt ligeglade og ikke gider bruge en dag på at diskutere folkekirken«, siger hun. »Men det kan også være, at folk føler sig fremmede over for emnet og tænker: Har jeg nu noget at sige? Ved jeg mon nok? Det er måske en skyhed, der gør sig gældende«, siger hun. Høringen bliver gennemført alligevel. Den finder sted lørdag 6. september i Kerteminde, hvor deltagerne får en række oplæg og derefter under vejledning skal arbejde i fem workshop med at definere og formulere udfordringerne til fremtidens folkekirke. Emnerne spænder bredt omkring kirke, samfund, præster og tro. Skal ende med idékatalog Dagen skal udmunde i et idékatalog, som bliver fremlagt for 100 af kirkens meningsdannere på endnu en konference på Nationalmuseet 15. september. Her er det biskopper, præster, teologer og repræsentanter for menighedsråd, der får overrakt borgernes forslag og derpå selv skal drøfte de samme emner, som blev diskuteret i Kerteminde. Det er kirkeministerens håb, at deltagerne går hjem med masser af inspiration til at udvikle folkekirken. Ideen til høringen fik Tove Fergo, da hun læste en hovedopgave fra nogle studerende ved Multimediadesign-studiet på Syddansk Universitet. Behov for at spørge Den handlede netop om folkekirken og konkluderede, at der er brug for at spørge, hvilke forventninger almindelige mennesker egentlig har til den danske folkekirke. Det er der nemlig aldrig nogen, der har spurgt danskerne om før. »Jeg synes, de havde helt ret. Der er en større religiøsitet i befolkningen, end der har været i mange år, en higen efter noget åndeligt, og så søger folk mod det nyreligiøse så som numerologi og den slags«, siger Tove Fergo, der undrer sig over, hvorfor folk ikke søger mod folkekirken i stedet for: »Kirkerne er jo synlige, de rager op alle vegne, de ligger nærmest side ved side, og kirkeklokkerne larmer og kalder hver søndag morgen. Hvorfor går man ikke ind? Hvorfor siger man, at dørtrinnet er for højt? Er gudstjenesterne for svære? Det er de spørgsmål, jeg gerne vil have besvaret«, siger hun. Tilslutning lavere end til teknologi For den praktiske del af arrangementet både i Kerteminde og på Nationalmuseet står Teknologirådet, og her fortæller Ida-Elisabeth Andersen, at de 6.000 inviterede blev udvalgt tilfældigt fra folkeregistret. Også hun undrer sig over, at ikke flere har lyst til at komme i lyset af sommerens hede debatter om præster og tro. Tilslutningen er endda væsentligt lavere, end når Teknologirådet inviterer borgerne til debatter om teknologi, oplyser hun. »Vi havde regnet med, at det væltede ind«, siger hun. »Vi troede, at folk ville elske at komme til sådan en diskussion«. Kravet til deltagerne er, at de skal være medlemmer af folkekirken, men ikke aktive i f.eks. menighedsråd eller ansat i kirken.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Kæmpestudie glæder professor: »Det er jo vanvittigt. Frygten for smerter fylder alt for meget«
Lyt til artiklenLæst op af Lars Igum Rasmussen
00:00
Jeg kunne ikke lægge bogen fra mig

Nyhedsanalyse
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























