Der er tusindvis af nye computere på vej til de danske folkeskoler, hvor alle elever helt ned til tredje klasse for fremtiden skal have fri adgang til at bruge computere i undervisningen. Det fremgår af regeringens finanslovforslag, hvor der ifølge Jyllands-Postens oplysninger afsættes 400 til 500 millioner kroner over de næste fire år til en samlet IT-indsats til computerindkøb og efteruddannelse af lærerne i folkeskolen. Undervisningsminister Ulla Tørnæs (V) bekræfter, at IT i folkeskolen er udpeget som et højt prioriteret område i finanslovforslaget, der offentliggøres tirsdag i næste uge. »IT i folkeskolen er en vigtig forudsætning for, at uddannelsessystemet kan bidrage til vækst og velfærd i det danske samfund. Der er uanede muligheder ved brug af IT i undervisningen, fordi det motiverer både stærke og svage elever«, siger Ulla Tørnæs.
Computere til folkeskoleelever
Lyt til artiklen