De seks humanitære hjælpeorganisationer, der via et tv-show fik danskerne til at indsamle omkring 44 millioner kroner til nødhjælp efter Irak-krigen, er ikke enige om, med hvilken hast pengene kan og skal bruges. Kritik af Røde Kors Folkekirkens Nødhjælp, der modtog omkring 12 millioner kroner, undrer sig over, at Dansk Røde Kors endnu kun har brugt omkring en tredjedel af de penge, der skulle bruges til akut nødhjælp. »Det er uheldigt, og vi har undret os«, siger informationschef Thomas Ravn-Pedersen fra Folkekirkens Nødhjælp. I Dansk Røde Kors stiller man sig uforstående over for kritikken. Informationschef Jørgen Højbjerg oplyser, at organisationen har planlagt et projekt til hjælp for krigsramte børn i Bagdad. Vil have garanti for sikkerhed »Men sikkerhedsforholdene har hidtil forhindret, at vi kan komme rigtigt i gang. Det tager tid. Vi vil have garanti for vores medarbejderes sikkerhed, at vores materiel ikke bliver stjålet osv., inden vi går i gang«, siger Jørgen Højbjerg til Ritzau. Dansk Røde Kors forventer dog at have brugt de indsamlede midler inden et-årsdagen for krigens udbrud - nemlig 21. marts 2004.
Hjælpeorganisationer strides om Irak-hjælp
Lyt til artiklen