Flere penge til politi og fængsler

Lyt til artiklen

Socialdemokraterne vil have oprettet lokale kriminalpræventive råd i alle landets politikredse. Det skal sikre, at både politi og lokalpolitikere bliver mere forpligtet til at samarbejde om det forebyggende arbejde i lokalsamfundet. Samtidig skal de nye lokale råd have medindflydelse, når justitsministeren udnævner ny lokal politimester. Kandidater skal være klar til at stille op til en høring og svare på spørgsmål fra det kriminalpræventive råd. Vil styrke nærpoliti og SSP »Desværre er det ikke alle kommuner, der prioriterer det lokale kriminalpræventive arbejde lige højt«, siger retsordfører Morten Bødskov (S). S vil også styrke det forebyggende arbejde med mere nærpoliti og et styrket SSP-arbejde - samarbejde mellem sociale myndigheder, skole og politi. Partiet tager sine forslag med, når justitsminister Lene Espersen (K) på fredag indleder forhandlingerne om en ny fireårig politiaftale. »Aftalen bør indeholde et markant løft til det forebyggende arbejde. Erfaringen viser, at når myndigheder og politi arbejder sammen lokalt, så giver det resultater«, siger Morten Bødskov. Forsøg i fem politikredse I første omgang vil S have et forsøg med kriminalpræventive råd i fem politikredse. Samtidig skal de nuværende lokalnævns arbejde stilles i bero. Rådene skal bestå af politimesteren, en tillidsrepræsentant for betjentene og fire repræsentanter for hver kommune i kredsen. S vil også spille ud med et krav om op mod 1.000 ekstra betjente over fire år. Det skal både sikre mere nærpoliti og flere kræfter til det almindelige beredskab. »Vi må erkende, at vi står over for ny, svær kriminalitet, og at beredskabet er presset«, siger Morten Bødskov. Regeringen klar med flere penge til politi Også regeringen er klar med flere penge til politiet. Det vil ikke fremgå af den finanslov, der offentliggøres på tirsdag, men af det udspil, justitsministeren forelægger partierne på fredag. »Jeg kan naturligvis ikke på nuværende tidspunkt løfte sløret for regeringens udspil til forhandlingerne, men jeg kan da allerede nu sige, at tallene vil ligge væsentligt over tallene i finanslovsforslaget«, siger Lene Espersen. Også Dansk Folkeparti er klar til at bruge flere penge til ekstra betjente. Desuden vil partiet gerne have opsat mål for, hvor mange forbrydelser politiet skal opklare. »I dag er opklaringsprocenterne meget lave. Ligesom på andre områder bør vi kunne opstille målsætninger for politiet«, siger retsordfører Peter Skaarup (DF). Dansk Folkeparti går også efter at få sikret en effektiv udrykningsstyrke, der kan rykke ud til områder med særlige problemer. Ny aftale om kriminalforsorg Samtidig med politiaftalen skal regeringen have en ny fireårig aftale om kriminalforsorgen på plads. Også her vil regeringen bruge flere penge, og der er bred enighed om, at der er behov for at bygge mindst ét nyt fængsel på Sjælland. Plus gerne renovere nogle arresthuse og udvide antallet af celler. De seneste tal viser, at antallet af dømte, der venter på afsoning, er stigende. Nye strafformer Justitsminister Lene Espersen ventes også at lægge op til at bruge flere nye strafformer for at lette presset på fængslerne. F.eks. mere samfundstjeneste og elektroniske fodlænker. Det er der bred politisk opbakning til at drøfte. Socialdemokratiet lægger vægt på at få oprettet visitationsafdelinger i fængslerne, som skal afgøre fangernes behov for behandling med henblik på at nedsætte antallet af gengangere. Dansk Folkeparti vil have skærpet kontrol med narko og bedre arbejdsmiljø for fængselsbetjentene. Pengene skal hentes fra andre områder Regeringen vil selv skaffe finansiering til sit udspil til både politi og kriminalforsorg. Strategien vil være, at partierne selv skal være med til at finde besparelser eller nye indtægter, hvis de vil bruge flere penge.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her