Oppositionen er stærkt kritiske overfor regeringens udspil til finansloven 2004 og beskylder regeringen for at have oversolgt indholdet. For få dage siden annoncerede Venstres finansordfører Kristian Jensen i flere medier, at finansloven ville blive de lediges finanslov. Den ville indeholde en ekspansiv finanspolitik og en jobplan, der skulle sikre flere ledige i arbejde. »Hvis markedsføringsloven gjaldt for finanslove, så ville denne her være i strid med markedsføringsloven«, mener Socialdemokraternes politiske ordfører, Frank Jensen. »Der er absolut ingen jobplan i finanslovsforslaget. Der er kun nogle ufinansierede skattelettelser, som på ingen måde er målrettet til at give mere beskæftigelse. Ingen kan ane, om det overhovedet vil påvirke ledigheden«. Skattelettelser til 5,7 mia. kr. Thor Pedersen præsenterede også finansloven som et af midlerne til at få flere i arbejde, fordi den slipper flere penge ud til forbrug. Indkomstskatten lettes med 5,7 mia. kr. næste år, og afgifterne på cigaretter og spiritus nedsættes med lidt over en mia. kr. »Vi går lige til grænsen for det, vi kan gøre for at give et bidrag til at få flere i arbejde, hvis vi stadig vil være ansvarlige. Og vi er ansvarlige«, fastslår finansministeren. Thor P. afviser kursskifte Hidtil har både finansministeren og statsministeren flere gange afvist at bruge finanspolitikken til at gøre noget ved ledigheden. Men Thor Pedersen afviser, at der er tale om et kursskifte. »Det er jo altsammen noget, vi har besluttet tidligere. Vi fortæller bare, hvordan de ting, vi har vedtaget vil virke«, siger han. Og virkningen vil ifølge Finansministeriets beregninger være, at omkring 10.000 flere kan få arbejde. S tror ikke på regeringens regnestykke Det regnestykke tror S ikke meget på. »Det kan ingen ane noget om. Skattelettelserne går især til os vellønnede, og vi bruger ikke nødvendigvis flere penge. Hvis vi bare sparer mere op, så har det ingen effekt«, siger Frank Jensen. »Kassedamen får 124 kr. om måneden i skattelettelse, og samtidig skal hun betale mere for børnepasning og andre ydelser, fordi regeringens økonomiske politik presser kommunerne. Så det er også tvivlsomt, hvor meget mere hun bruger«. Thor P.: Skattelettelser er finansieret Thor Pedersen afviste på sit pressemøde alle anklager om, at skattelettelserne er ufinansierede. »Der er jo overskud på statens finanser. Altså er der ikke noget, som ikke er finansieret«, erklærer han. R: Pengene fosser ud af statskassen Men den udgave køber oppositionen heller ikke. »Pengene fosser ud af statskassen. Regeringen forsøger sig med alle mulige bortforklaringer, men faktum er, at regeringen giver ufinansierede skattelettelser og heller ikke har finansieret velfærdsløfterne til Dansk Folkeparti«, siger finanordfører Morten Helveg Petersen (R). Få nye initiativer Finansloven indeholder kun ganske få nye initiativer, som ikke allerede er vedtaget. Til gengæld har regeringen afsat penge i forskellige puljer, så der er noget at give af, når en politisk aftale om finansloven skal forhandles på plads i løbet af efteråret. Brede forlig på delområder Strategien er at forsøge at få brede forlig om en række delområder. Det gælder nye aftaler om politi og kriminalforsorg, om forskning og om en SU-reform. Regeringen går også efter at justere det seneste arbejdsmarkedsforlig, men de udmeldte spareambitioner på 800 mio. kr. på bl.a. retten til supplerende dagpenge bliver modtaget med hård kritik fra S. Forliget skrives under med DF Selve finanslovsforliget skal så laves med Dansk Folkeparti, der som det eneste vil lægge stemmer til regeringens samlede økonomiske politik og til skattestoppet. Som led i skatteaftalen er der afsat en pulje på 500 mio. kr. til Dansk Folkeparti. Men partiet vil også få andel i flere penge fra de forskellige puljer. Et af partiets hovedkrav er, at der også til næste år sendes en ældrecheck til de fattigste folkepensionister. Det er regeringen indstillet på at imødekomme. Skal tænke kreativt på udlændingeområdet Dansk Folkeparti har på forhånd krævet, at regeringen gør mere for at få hjemsendt afviste asylansøgere. Her skal regeringen finde en model, der ligner en stramning, men ikke er det. For der kan ikke gøres mere uden at komme på kant med internationale konventioner. S: Regeringen fifler med valgløfter Finanslovsforslaget får også S til at anklage regeringen for »at fifle med sine valgløfter« om ikke at røre ved satserne på overførselsindkomster. Anklagen skyldes dels de bebudede nedskæringer i dagpengene. Dels at regeringen vil skaffe 200 mio. kr. ved at lade børnechecken, SU og boligstøtte stige mindre i de kommende år end der var lagt op til. Nemlig kun svarende til prisudviklingen. Det princip har de konservative ønsket indført på alle overførselsindkomster, men er blevet afvist af Venstre, fordi det ville være i strid med valgløfterne. Men det er det ikke, fastslår finansministeren.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























