Færre kroner til udvikling af fattige lande

Lyt til artiklen

Regeringen siger, at den vil fastlægge udviklingsbistanden på samme niveau i kroner og øre i 2004 som i 2003 - nemlig på 11,4 milliarder kroner. Men sammenligner man regeringens eget skøn over Danmarks samlede udviklingsbistand i finansloven 2003 med finansloven 2004, opgjort efter Den Økonomiske Samarbejdsorganisation OECD's Udviklingskomité DAC's regler, er der reelt tale om, at udviklingsbistanden falder i kroner og øre. 649 mio. kr. færre I finansloven 2003 har regeringen opgjort udviklingsbistanden efter DAC's regler til 12,9 milliarder kroner, mens regeringen i finansloven 2004 har opgjort udviklingsbistanden efter DAC's regler til 12,2 milliarder kroner. Et fald i kroner og øre på 649 millioner kroner. Selv hvis man trækker de faldende udgifter til flygtninge i Danmark ud af DAC-opgørelsen er der tale om et fald fra 12,1 milliard i 2003 til 11,8 milliarder kroner i 2004. Det var VK-regeringen selv, der besluttede, at udviklingsbistanden skulle opgøres efter DAC's regler, da den overtog regeringsmagten i 2001. Mindre personale DAC's regler betyder, at man kan indregne en række andre aktiviteter end egentlige udviklingsaktiviteter under udviklingsbistanden blandt andet udgifter til flygtninge. I finansloven 2004 omprioriterer regeringen på udviklingsbistanden inden for en række områder. Bistanden til Balkanlandene fases planmæssigt ud - en besparelse på 75 millioner kroner. Samtidig lægger regeringen op til at spare 76 millioner kroner i personaleomkostninger i Udenrigstjenesten, der allerede har været igennem en sparerunde. For at styrke reform- og demokratiseringsprocessen i EU's nye nabolande vil regeringen som noget nyt etablere et bilateralt naboskabsprogram til fordel for Østersønære dele af Rusland, tilstødende ikke-EU-lande samt Balkan. I alt 225 millioner kroner afsættes til programmet. Mindre til FN Der afsættes 40 millioner kroner ekstra til de Globale Miljøprogrammer. Samtidig skæres den særlige miljøbistand til udviklingslandene med godt det dobbelte nemlig 84,7 millioner kroner. Af finansloven fremgår det samtidig, at Miljø-, Freds- og Stabilitetsrammen (Mifresta) som allerede bebudet tidligere nedlægges helt. Og mens Verdensbanken tilføres en ekstrabevilling på 137,5 millioner kroner til gældslettelse, reducerer regeringen bidragene til FN's fredsbevarende operationer og til FN-organisationer med 93 millioner kroner. Samtidig vil regeringen øge privatsektorprogrammet med 34 millioner kroner, Rehabiliterings- og Forskningscenteret for Torturofre med 37 millioner kroner og konfliktforebyggelse med 40 millioner kroner. Der igangsættes desuden nye projekter i Bolivia og Nicaragua for 49 millioner kroner.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her