S: It-satsning er bluffnummer

Lyt til artiklen

Allerede dagen før offentliggørelsen af dette års finanslovsforslag, kunne flere medier berette, at regeringen satser hårdt på it i folkeskolen ved at tilføre en halv milliard til nye computere på skolerne over de næste fire år. Men det er et rent bluffnummer at slå sig op på en it-satsning, mener Socialdemokraterne, de radikale og SF. 'Bluff og humbug' Det fremgår af finanslovsforslaget, at regeringen til næste år afsætter 75 millioner kroner til it i folkeskolen - men samtidig sløjfer de 'bevillingen til it, medier og folkeskolen' på 104.2 millioner kroner. »Det ser ud som ren Ebberød Bank. Det viser virkelig det store bluffnummer, regeringen forsøger at lave med den her finanslov. Det, man forsøger at sælge som en it-satsning, er i virkeligheden en besparelse på knap 30 millioner kroner. Det er bluff og humbug«, siger Carsten Hansen, socialdemokratisk uddannelsesordfører. Slående Han bliver bakket op af både SF og de radikale. »Meget af regeringens politik ser ud af noget, som i virkeligheden ikke er ret meget. Det er det her et slående udtryk for. Men vi vil fastholde regeringen på løftet. It er det helt rigtige satsningsområde«, siger uddannelsesordfører Marianne Jelved (R). Tørnæs: Sludder Undervisningsminister Ulla Tørnæs (V) afviser til gengæld kritikken som noget »sludder«. »Den gamle pulje, som den gamle regering lavede, var til it og medier i folkeskolen. Det her handler om hardware. Computerne. Den tidligere pulje handlede om undervisningsmateriale, efteruddannelse og it-opkobling. Hovedvægten i vores forslag lægger helt klart på, at skolerne får købt computere. Det kunne man ikke bruge den anden på«, siger Ulla Tørnæs. Hun henviser til, at den gamle pulje slet ikke blev udmøntet i år, fordi man ikke mente, formålene var gode nok. Derfor barsler hun snart med et katalog over, hvad skolerne kan bruge pengene til. Samtidig understreger ministeren, at de generelle besparelser, som regeringen kører over hele det offentlige - populært kaldet grønthøstermetoden - bliver tilbageført til Undervisningsministeriet i stedet for at havne i statskassen. Oppositionen fastholder kritikken Men oppositionspolitikerne fastholder kritikken. Ifølge Carsten Hansen skal skolerne alligevel bruge penge på efteruddannelse, opkoblinger til internettet og vedligeholdelse. »It er it, uanset hvad man øremærker pengene til - om det er hardware eller de andre ting, skal skolerne bruge penge på det hele, og i sidste ende er det en besparelse på området, hvor så kommunerne må spæde til. Det er jo brandærgerligt, for vi har virkelig brug for at investere mere i it og efteruddannelse af lærere«, siger Carsten Hansen. Snyd og bedrag Uddannelsesordfører for SF, Morten Homann, hæfter sig ved, at man ikke har sikkerhed for, at regeringen vil udmønte den lovede halve milliard, når de begynder med at give mindre end den eksisterende pulje. »Man skal først kigge på år 2004 - det er faktisk 30 millioner mindre - for de puljer kan jo ændre sig år for år ved finansloven, som det her viser. Det er simpelt hen snyd og bedrag. Det er for nemt, hvis man giver indtryk af at satse på it på den måde«, siger Morten Homann.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her