Kriminalpolitiet drukner i henvendelser fra clairvoyante, der gerne vil give deres bidrag til efterforskning af drabssager. Senest har mordet på 12-årige Mia Teglgaard Sprotte udløst 75 henvendelser fra clairvoyante. Henvendelserne pegede i 75 forskellige retninger, men ingen af dem ramte plet. Upræcise oplysninger »Henvendelserne har enten været meget upræcise eller har indeholdt oplysninger, der tidligere havde været fremme i medierne«, siger vicekriminalinspektør i Ringsted Politi, John Øllegaard, der understreger, at alle henvendelser bliver taget seriøst og afprøvet. »Men jeg har endnu ikke oplevet, at clairvoyance har bidraget til opklaringen af en drabssag, og jeg kender ikke til nogen politikredse, hvor et tip fra en clairvoyant har ført til noget som helst«, siger John Øllegaard. Etik blandt clairvoyante Heller ikke kriminalpolitiet i København, Århus, Aalborg og Odense har erfaring med, at clairvoyante har kunnet bidrage med oplysninger af betydning for efterforskningen. Til gengæld har alle politikredsene modtaget clairvoyante henvendelser i meget omtalte drabssager. »I en anden, nyere drabssag på et barn fik vi 76 henvendelser fra clairvoyante. De blev gået igennem og gav 76 forskellige informationer. Intet af det kunne bidrage til efterforskningen«, siger kriminalinspektør Frank Jensen fra Rigspolitiets Kriminaltekniske afdeling og Rejsehold. Han fastslår, at alle henvendelser fra offentligheden bliver efterprøvet, men at der af tids- og ressourcehensyn ikke bliver brugt lige mange kræfter på dem alle. Næstformand i Clairvoyantforeningen, Steen Krarup, understreger, at foreningen er meget opmærksom på etik og opfordrer sine medlemmer til at holde sig fra politisager og holde sig til folk, der selv opsøger de clairvoyante. »Det kan ikke udelukkes, at mange af dem, der henvender sig i drabssager, mener det godt, men ikke har så meget at have det i - folk, der bliver overvældet af deres følelser, når de ser i nyhederne, at en ung pige er blevet forulempet, og så får de en slags syn, der handler mere om følelser end om clairvoyance«. Alle spor tæller Kriminalinspektør Frank Jensen påpeger, at henvendelserne lader til at komme fra ærlige mennesker, som gerne vil hjælpe. »Vi sorterer ikke i folk, der gerne vil hjælpe. Når politiet beder offentligheden om hjælp, så mener vi det. Derfor ville jeg ikke ønske, at vi fik færre henvendelser fra clairvoyante, for det ville betyde, at vi generelt fik færre henvendelser. Men jeg har ingen grund til at tro, at der findes mennesker med clairvoyante evner«. I TvDanmarks 'Fornemmelse for mord' fik astrologer og clairvoyante chancen for at vise deres evner til at finde nye spor i gamle, uopklarede mordsager. Uden resultat. De i alt 20 programmer kørte indtil november 2002, men ingen af mordsagerne er efterfølgende blevet opklaret.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























