Radikale vil give udlandsdanskere svar på forhånd

Elsebeth Gerner Nielsen. - Foto: Thomas Borberg
Elsebeth Gerner Nielsen. - Foto: Thomas Borberg
Lyt til artiklen

De radikale har skrevet af. Fra et af regeringens egne forslag. Som regeringen har gennemført en ordning med bindende forhåndsbesked fra skattevæsenet, vil de radikale nu have en lignende ordning for Udlændingestyrelsen i familiesammenføringssager. »Når nu regeringen ikke vil lave udlændingeloven om, må vi i det mindste gøre det nemmere for danskere, der sammen med deres familie vil vende tilbage til Danmark«, siger den radikale indvandrerordfører Elsebeth Gerner Nielsen. Bindende forhåndstilsagn I den nye folketingssamling vil de radikale derfor fremsætte et beslutningsforslag, der pålægger regeringen at fremsætte et lovforslag, »der sikrer, at parterne i en ansøgning om familiesammenføring i Danmark mod et gebyr på 300 kr. kan få et bindende forhåndstilsagn fra Udlændingestyrelsen om konsekvensen af forskellige dispositioner ... for at opnå familiesammenføring«. »Vi ved jo fra de mange sager om danskere, der er kommet i klemme, at de for eksempel har solgt eller købt hus for så bagefter at få et afslag. Jeg har netop hørt om en familie med fire børn, der ville fra Sydamerika til Danmark. Den har købt hus her, men nu er moderen udvist«. »Hvis den familie havde kunnet få et forhåndstilsagn, så havde den ikke bare kendt betingelserne bedre, den kunne også have undgået en dyr investering. Forslaget skal hjælpe ansøgere til at kunne disponere fornuftigt«. »Som det er i dag træffer de vidtrækkende dispositioner uden at vide, om det får den ønskede konsekvens for familiesammenføring«, siger Elsebeth Gerner Nielsen. Bureaukrati I flere af de sager, Politiken har beskrevet, klager familierne også over manglende kommunikation med Udlændingestyrelsen og langvarig sagsbehandling. »Hvis man på en måned kan få et forhåndstilsagn, øger vi også borgernes retssikkerhed. Det skal naturligvis også være sådan, at tilsagnet falder væk, hvis forudsætningerne ændres«. »Vi har lagt os tæt op ad den ordning, som regeringen gennemførte ved lov i maj. Her gik argumentationen også på, at borgerne har ret til at vente klar besked fra offentlige myndigheder, og at det strider mod retssikkerheden, at borgere er tvunget til at foretage omkostningsfulde dispositioner i blinde«. DF i venteposition Dansk Folkepartis indvandrerordfører, Peter Skaarup, vil ikke på stående fod tage stilling til forslaget. »Nu afventer vi det møde sidst på måneden med integrationsminister Bertel Haarder, hvor vi skal have alle problemerne i udlændingepolitikken på bordet. Så kan vi se på det der«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her