Mens de danske styrker i Irak kan imødese forstærkning med ekstra soldater, siger politiet på forhånd nej tak til at udføre egentlige politiopgaver i Irak. Uden et nyt, klokkeklart mandat fra FN vil dansk politi skulle arbejde i områder, hvor lovgivning og traditioner i realiteten tillader blodhævn og æresdrab, mener Politiforbundets formand, Tommy Agerskov Thomsen. Formanden advarer I det kommende nummer af forbundsbladet Dansk Politi advarer forbundsformanden regeringen mod ideen om at sende politifolk til Irak for at opretholde ro og orden. I øjeblikket foregår genopbygningsindsatsen i Irak under amerikansk ledelse i samarbejde med de lokale myndigheder. »Jeg vil på det kraftigste opponere mod, at politifolk fra Danmark eksempelvis skal affinde sig med sharialoven i deres arbejde. (...) Meldinger fra Irak lyder faktisk på, at den slags kan blive hverdag for danske politifolk, når eller hvis et dansk kontingent en dag sendes af sted. Det bliver ikke med min eller Politiforbundets velsignelse«, skriver Tommy Agerskov Thomsen. Drab på kvinde var uvedkommende Vicepolitidirektør Arne Stevns fra Københavns Politi deltog i maj og juni i en 'factfinding mission' i Irak og erfarede, at ledende irakiske politifolk anså »sharia-lovgivning, herunder æresdrab, for at være acceptabelt og noget som retsmyndighederne ikke skulle involveres i«. Han fik blandt andet kendskab til en episode, hvor en kvinde var blevet dræbt, fordi hendes familiemedlemmer mente, at hun havde været sin mand utro og derved krænket familiens ære. »Det anså det lokale politi for at være noget, der var dem uvedkommende«, fortæller Arne Stevns. Tre danske tjenestemænd med begrænset mandat Dansk politi bidrager i øjeblikket med tre tjenestemænd, men deres mandat er begrænset til rådgivende og uddannelsesmæssige opgaver. Politiforbundets advarsel gælder en eventuel udvidelse af opgaven til egentlige politiopgaver som patruljering og anholdelse. Det har tidligere på året været på tale at sende 25 politifolk til Irak. Men ifølge Politikens oplysninger er der ingen aktuelle planer om at indsætte danske betjente til politiopgaver i Irak. Alle partier bag beslutningen om at sende danske soldater til Irak understreger, at dansk politi naturligvis ikke skal arbejde under sharialignende vilkår. »Hvis det kommer på tale, skal vi selvfølgelig have helt styr på mandatet«, siger forsvarsordfører Per Kaalund (S). Dansk Folkeparti opfordrer også regeringen til at holde øje med, at danske soldater ikke får den slags problemer. »Regeringen bør selvfølgelig være opmærksom på, at danske soldater ikke risikerer at skulle arbejde under middelalderlige vilkår«, siger forsvarsordfører Peter Skaarup (DF). Hos Rigspolitiet viser chefpolitiinspektør Poul Bukh forståelse for advarslen fra Tommy Agerskov Thomsen. »De problemstillinger, han rejser, er selvfølgelig relevante og må afklares, hvis situationen kommer«, siger Poul Bukh.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























