Socialdemokraternes jobplan med stop for fyringer, fremrykning af offentlige investeringsarbejder og mere efteruddannelse vil ifølge partilederen, Mogens Lykketoft, løbe op i flere milliarder kroner ekstra på finansloven. Det siger Lykketoft efter partiets sommergruppemøde i Karrebæksminde ved Næstved. Skattereform finansierer Til finanslovforhandlingerne vil Socialdemokraterne fremlægge finansieringsforslag til alle udgiftskrævende forslag. Størsteparten vil være finansieret inden for den skattereform, som partiet fremlagde forslag om i foråret. Behov for ekstra hundrede mio. kr. Men der vil være behov for flere hundrede millioner kroner til at finansiere stop for fyringer i det offentlige og til efteruddannelse. Tal, som partiet endnu regner på, men som Socialdemokraterne vil redegøre mere præcist for ved fremlæggelsen af deres eget finanslovudspil i næste måned, oplyste Lykketoft. Jobplanen er Socialdemokraternes slagnummer både i finanslovforhandlingerne og i den valgkamp, som Folketingets partier så småt er begyndt at varme op til.
S vil satse 'flere milliarder' kr. på jobplan
Lyt til artiklen