Italiensk turist knivdræbt på Nørrebro

Lyt til artiklen

En 19-årig italiensk turist udåndede søndag middag på Rigshospitalet, efter at han natten til lørdag blev overfaldet af to unge på Nørrebro. Den unge mand kom ved 22-23-tiden fredag aften til København, muligvis med tog til hovedbanegården. Et par timer senere gik han ad Åboulevarden, da han ud for Blågårdsgade blev passet op af to personer, der stak ham gentagne gange i ryggen og maven med en eller flere knive. I første omgang lykkedes det at holde ham i live, indtil han blev indlagt på Rigshospitalets traumecenter, men han overlevede ikke de meget svære kvæstelser, angriberne havde tilføjet ham. Røverisk overfald Gerningsmændene, der vurderes at være 15-20 år gamle, stak af straks efter det voldsomme knivangreb. Ifølge kriminalpolitiets centrale vagtleder på Københavns Politigård nåede offeret at fortælle vidner, at det var et røveri, inden han sank om på grund af omfattende kvæstelser og et stort blodtab. Da det stod klart, at offerets tilstand var særdeles kritisk, blev hans familie straks orienteret, så den kunne haste til Danmark. De pårørende var ifølge politiets oplysninger til stede, da knivofferet udåndede. Politiet i København satte søndag mange kræfter ind for at finde de to gerningsmænd. Det lykkedes søndag eftermiddag politiet at få fat i en taxichauffør, der overværede angrebet og blev efterlyst som vidne. Han har givet os glimrende oplysninger om det, han så, oplyser kriminalpolitiets centrale vagtleder. Tidligst mandag venter politiet at vide, hvilken slags kniv overfaldsmændene anvendte mod deres offer.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her