Kvinder taler mere om døden end mænd

Lyt til artiklen

Manden med leen kommer nok aldrig under tøflen. Men alligevel: Danske kvinder taler mere om døden end mænd. De vover også at tænke mere på den. Når døden sniger sig ind på en kvindes familie, ser hun den tilsyneladende mere direkte i øjnene end mænd. I en undersøgelse om danskernes holdninger til døden udført af Vilstrup Research siger 73 procent af kvinderne, at de taler med deres familier om, at de selv eller deres familie skal dø. Kun 48 procent af mændene siger, at de snakker om død med familien. Kvinder tænker Når man spørger kvinder, hvor de ville foretrække at dø, svarer 47 procent, at de ikke har tænkt over spørgsmålet, mens hele 61 procent af mændene ikke har skænket deres dødssted en tanke. Flere kvinder end mænd vover også at nævne hospice som deres foretrukne dødssted - hvilket måske ikke er så underligt, for undersøgelsen viser, at flere kvinder end mænd ved, hvad et hospice er. Psykolog Rikke Høgsted fra Kræftrådgivningen i Københavns Amt genkender tendensen. »Groft sagt kommer det mere bag på mænd, at de skal dø. De fleste mennesker går rundt med en illusion om usårlighed. Men når mænd eksempelvis får kræft, bliver de ofte mere overraskede end kvinder. Kvinder forbereder sig på det værste«, siger hun. Manden lukker af Tre ud af fire, der henvender sig til Kræftens Bekæmpelses rådgivninger, er kvinder. Kræftens Bekæmpelse oplever også, at par henvender sig, fordi kvinden vil snakke om en livstruende sygdom, mens manden lukker af. »Nu er det selvfølgelig også en kvindeopfattelse, at det er bedre at tale. Men hvis mænd pludselig bliver angste omkring deres sygdom og død, kan de have brug for at tale om det«, siger Rikke Høgsted. I undersøgelsen fra Vilstrup Research oplyser kvinderne også mere ivrigt end mændene, at de ville vælge at holde plejeorlov for at passe et døende familiemedlem. En stor evaluering af plejeorloven fra 1999 viste da også, at fire ud af fem danskere, der tog plejeorlov, var en kvinde. Mændene tog typisk plejeorlov for at passe deres døende ægtefælle. Kvinderne passede derimod både deres mænd, deres forældre og sågar deres svigerforældre.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her