Pludselig var det der. Det rigtige hus til den rigtige pris. Efter mange år i en for lille lejlighed på Nørrebro var et hus på Amager helt ideelt for familien Borberg. Men flytningen fra Nørrebro til drømmeboligen på Amager skulle på ét punkt vise sig at blive langt mere besværlig, end parret havde forestillet sig. De havde nemlig ikke taget højde for, at lillesøster Naja på knap et år var skrevet op til en institutionsplads på Nørrebro, og at hun ved flytningen ville ryge bagest i køen til en ny plads på Amager. Anciennitet kan ikke overføres Børn, der er skrevet op på København Kommunes ventelister til daginstitution, ryger bagest i køen, hvis forældrene vælger at flytte internt i kommunen. Således kan en familie, der eksempelvis flytter fra Nørrebro til Amager, ikke overføre den anciennitet, de måtte have optjent på en venteliste på Nørrebro, til en tilsvarende institution på Amager. Ventelisteprincippet trådte i kraft tidligere på året og skulle gøre det lettere at gennemskue ventelisterne til kommunens institutioner. Under den tidligere ordning kunne børn, der stod højt på ventelisten, nemlig risikere at blive sprunget over, hvis et ældre barn blev skrevet op på samme liste. Og det var svært for mange forældre at forstå. Fast plads på listen Med det nye system vælger forældrene en eller to daginstitutioner og får derefter en fast plads på ventelisten, som ingen tilflyttere kan rykke ved. Men Karin Ryø Borberg, der er mor til to børn og flyttet fra Nørrebro til Amager, kan ikke forstå, hvordan kommunen har kunnet lave en sådan ordning. »Jeg ved ikke, hvad de har tænkt på, og man fristes til at tro, at det simpelthen er en fejl. At de har glemt at tage højde for de familier, der flytter internt i kommunen«, siger hun og fortsætter: »Vi har nu fået organiseret en privat pasningsordning i et halvt år til vores knap etårige datter Naja, men når det halve år er gået, har vi ingen plads. Hun står som nummer nogle og fyrre i køen til institutionen her på Amager, selv om hun fylder et år 28. august«. Najas storebror Asger har derimod fået institutionsplads fra 1. oktober, for princippet gælder ikke, når først børnene har nået børnehavealderen. En afvejning Hos Københavns Kommune fortæller vicekontorchef Thomas Linnemann, at det er den generelle mangel på daginstitutionspladser, der gør det svært at finde regler, der tilgodeser alle. »Vi har forsøgt at skabe et system med gennemskuelige ventelister. Tidligere kunne man flytte sin anciennitet med, når man flyttede, og det betød, at folk rykkede op og ned ad ventelisterne hele tiden«, siger han og fortsætter: »Som anvisningsreglerne er skruet sammen, kan vi ikke undgå, at enkelte havner i den situation, at de ryger bagest i køen. Som børnefamilie lyder det her helt urimeligt, men det er jo også urimeligt, hvis man den ene dag ligger nummer to og næste uge ligger nummer seks på listen«. Straf for at flytte Han mener, at mange, der flytter inden for kommunen, ofte ikke flytter så langt. Men hvis man på grund af flytning havner i en akut situation, kan børnene beholde pladsen i den bydel, de kommer fra. Men det er at straffe folk for at flytte, mener Karin Ryø Borberg, der undrer sig over, at kommunen har et højt profileret og politisk ønske om at holde på børnefamilierne, men alligevel gør livet surere for dem. Københavns Kommunes Familie- og Arbejdsmarkedsudvalg går i gang med at se på anvisningsreglerne i august, og der er denne situation en af de ting, der vil blive kigget på. Hvert år flytter 20.000 personer internt i Københavns Kommune.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























