Interview: 'EU er vigtigst'

Lyt til artiklen

Temperaturen på Marienborgs gårdsplads er lidt lavere - 22 grader - end i Sydfrankrig, hvor statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) har nydt en måneds ferie i op til 40 grader - og i fuldstændig fred fra dansk politik. En af de aviser, Fogh derfor aldrig fik læst, var Politiken 8. juli, hvor partifællen Birthe Rønn Hornbech fra toppen af forsiden gjaldede: 'Vågn nu op, Fogh'. Hun krævede statsministeren på banen for at få sat lederen af Dansk Folkeparti på plads. Striden mellem Pia Kjærsgaard og Rønn Hornbech rasede i dagevis, og i aviserne blev Foghs tavshed udlagt som stiltiende støtte til Pia Kjærsgaard. Hvem holder du egentlig med i den debat - din partifælle Birthe Rønn Hornbech eller med Dansk Folkepartis leder Pia Kjærsgaard?

Statsministeren ler. »Jamen sådan kan man slet ikke stille det op. Jeg har - også selv om jeg ikke havde holdt ferie - ikke følt nogen trang til at blande mig i den debat«. »Pia Kjærsgaard har sin ytringsfrihed, og det har Birthe Rønn Hornbech også. Jeg forstår, at det var foranlediget af bl.a. Pia Kjærsgaards udtalelser om en højesteretsdom. Her vil jeg henstille til alle om at være lidt mindre ømfindtlige«. »Pia Kjærsgaard har jo ret til at have en mening om de domme, der afsiges af Højesteret, lige så vel som højesteretsdommere og andre dommere har ret til at have en mening om den lovgivning, Folketinget vedtager«. »Det benyttede dommerne sig i øvrigt af lige før sommerferien, da en række dommere udtalte sig meget kritisk om regeringens rockerlov. Efter min mening hører det til i et frit og åbent demokrati, at sådan kan man debattere hinandens ting. Det afgørende er, at man ikke blander sig i hinandens ting«. Det drejer sig om formanden for et af landets største partier. Hun beskylder i et læserindlæg i Politiken Højesteret for at afsige en politisk dom, og hun navngiver dommerne. Er du ikke betænkelig ved det?

»Nej, overhovedet ikke. Lige så lidt som jeg er betænkelig ved, at dommerne går ud og kritiserer navngivne politikere for deres holdning til rockerloven. Altså, sådan må det være i et demokrati. Nu skal man lade være at blive så ømfindtlig, at man ikke kan tåle den debat om hinandens afgørelser«. Debatten mellem Pia Kjærsgaard og Birthe Rønne Hornbech handlede jo også om respekten for konventionerne. Hvordan kunne du forblive tavs i den værdidebat? »Der er jo ingen tvivl om hverken min eller regeringens holdning i den sag, nemlig at vi respekterer de konventioner, Danmark har skrevet under på. Så der er ingen grund til at føre den debat«. EU et vigtigt emne En debat, som statsministeren til gengæld er meget opsat på at få gang i, er den om forholdet til unionen. »Det vil være den sag, der får størst politisk betydning for Danmark det kommende år eller halvandet«. Statsministeren peger på, at forhandlingerne om den ny EU-traktat kan være færdige allerede i december. »Det vil sige, at vi inden for de næste 12-18 måneder står i den situation, at vi skal have en folkeafstemning i Danmark. Derfor bliver EU det dominerende tema«. Og det spørgsmål, du vil blive stillet fra nu af, er: Hvordan vil du håndtere det?

»Ja, det kunne I selvfølgelig godt lide at vide nu, men jeg er nødt til at kende udfaldet af regeringskonferencen, før vi kan sige præcist, hvordan vi vil gøre det«. »De danske undtagelser skal konsekvensændres, fordi det underlag, de dækker, har forskubbet sig. Omfanget af undtagelserne bliver større i kraft af den nye traktat, fordi samarbejdet udvikler sig på lige præcis de områder, hvor vi har vores forbehold«. Statsministeren mener, den nye traktat ser godt ud. »Der er blevet en virkelig god beskrivelse af kompetencedelingen. Det bliver slået fast, hvad EU skal og ikke skal tage sig af. Det bliver slået fast, at EU kun skal tage sig af det, som nationalstaterne udtrykkeligt har overladt til EU. Det er fantastisk godt«. »De nationale parlamenter styrkes, der bliver mere åbenhed, og vi får tilpasset EU til, at vi nu er 25 lande. Vi får tilpasset nogle beslutningsprocesser med flere flertalsafgørelser og en fast formand for Det Europæiske Råd. Jeg ved jo af egen erfaring, at det er et stort arbejde at være EU-formand og statsminister på samme tid. Med 25 lande anser jeg det for umuligt«. De grunde lyder en smule systemagtige. Er du overbevist om, at du kan få danskerne til at stemme ja?

»Ja. Jeg tror, der i den danske befolkning er en meget massiv opbakning til udvidelsen af EU og en forståelse for, at man er nødt til at modernisere. Det er heller ikke systemagtigt at tale om arbejdsdelingen - tværtimod har det været et centralt tema i den danske debat. Den nye traktat er en klargøring af, at EU-samarbejdet ikke er en glidebane«. Et alvorligt nejHvad er konsekvensen, hvis danskerne siger nej?

»Der er ingen grund til at skjule, at det vil have meget alvorlige konsekvenser. Det er jo vanskeligt at forestille sig, at Danmark kan få nye undtagelser. Det er ikke muligt at forestille sig«. Så det er en Norge-løsning, hvis vi siger nej?

»Det vil jeg ikke tage stilling til endnu. Men det er en alvorlig situation, hvis vi siger nej«. Er det logiske så ikke at lade danskerne stemme om både traktat og undtagelser på én gang - vil I være med eller ikke være med?

»I kommer ikke længere med spørgsmål om vores planer på nuværende tidspunkt«. En anden sag, der kan udvikle sig til et politisk problem for regeringen, er den sløje økonomi og stigende ledighed. Men Anders Fogh Rasmussen ser ingen grund til akutte indgreb. »Det er vigtigt at slå fast, at Danmark stadig klarer sig godt i sammenligning med andre lande. På trods af en international afmatning er dansk økonomi mindre påvirket end andre lande«. »Vi følger udviklingen meget nøje og har en klar forventning om, at situationen bedrer sig i 2004. Som følge af de internationale konjunkturer, den lave rente og regeringens skattelettelser«. Du har sikkert fået læst en del i din ferie. Vil du røbe hvad?

»Jo, jeg har skam fået læst meget. Men jeg vil ikke fortælle jer hvad. Det vil røbe for meget om, hvad regeringen går og pusler med«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her