Flere test i folkeskolen

Et pluk af en test offentliggjort med tilladelse fra Dansk Psykologisk Forlag.
Et pluk af en test offentliggjort med tilladelse fra Dansk Psykologisk Forlag.
Lyt til artiklen

Test er ikke længere et fyord i folkeskolen. Dagens generation af nye skolebørn kan se frem til en skolegang fuld af små og store test i hovedfag som dansk, matematik og engelsk. Det sker som følge af den nye folkeskolelov, der netop er trådt i kraft, og som for første gang pålægger skolerne at nå helt bestemte mål efter hvert klassetrin. »Vi kommer helt sikkert til at udvide testene. Først og fremmest i de traditionelle fag som dansk, matematik og sprogfagene«, siger skoledirektør i Næstved Per B. Christensen, som er formand for Børne- og Kulturchefforeningen. Det er kun begyndelsen Professor ved Danmarks Pædagogiske Universitet Niels Egelund deler vurderingen: »Jeg tror, at vi får flere test i folkeskolen, og det har vel også været politikernes mening med folkeskoleloven. De sidste ti år har der været stadig flere test i skolen, men vi har kun set begyndelsen«, siger Niels Egelund. Bruges testene og deres resultater til at målrette undervisningen til hver enkelt elev, er de et glimrende arbejdsredskab, mener Niels Egelund. Men han advarer mod at lade testene stå alene, når man skal vurdere, om et barn har gjort fremskridt. »Tal og mål kommer let til at stå alene, og det er dårligt, for de giver kun et pauvert indtryk af, hvordan eleven klarer sig. Man får jo ikke at vide, om barnet trives hjemme og i skolen, om det har lavt selvværd eller om det klarer sig dårligt i testen på grund af en dårlig underviser. Alle disse dybt interessante ting forsvinder let, og det giver en voldsom risiko for, at vi kommer til at indsnævre feltet«, siger Niels Egelund. Tests må ikke stå alene Undervisningsminister Ulla Tørnæs (V) er overrasket over hans kritik, men er enig i, at testene aldrig må stå alene. »Det ville da være en meget uklog lærer, der alene så på tallene«, siger Ulla Tørnæs. Hun understreger, at test er ment som et målrettet værktøj for både lærere, elever og forældre til at evaluere undervisningen løbende, men også en garant for, at alle skoler fremover når de samme mål. Og at alle elever lærer det, de skal. »Det var netop et mål for os, da vi ændrede folkeskoleloven, at vi får en fælles folkeskole, hvor de stigende kommunale forskelle, vi har været vidner til, bliver udjævnet. Hvis det betyder flere test, så ja«, siger Ulla Tørnæs. Skole og Samfund ikke forskrækket Forældreorganisationen Skole og Samfund er ikke forskrækket ved udsigten til test i lange baner. »Som arbejdsredskab kan test og prøver være fornuftige nok, hvis man også husker at orientere forældrene hele tiden. Men vi ønsker ikke en folkeskole, hvor børnene føler, at de er til eksamen hele tiden«, siger næstformand Solveig Gaarsmand. Udvalg er nedsat På sigt skal de menneskelige egenskaber også op på vægtskålen, mener landets skoledirektører. »Vi skal også kigge på elevernes, lærernes og hele skolens sociale kompetencer, for fagligt svage børn bliver ikke retfærdigt behandlet i dag«, siger Børne- og Kulturchefforeningens formand, Per B. Christensen. Et tværministerielt udvalg nedsat af Undervisningsministeriet og Kommunernes Landsforening er i færd med at skitsere fremtidens model for test og evaluering i folkeskolen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her