De 19 procent unge, som ikke er kommet ind på et studium i år, kan med fordel se sig om efter et studie andet sted. Der er nemlig masser af pladser, hvis de kigger sig om efter beslægtede studier eller får øjnene op for, at der er liv - og studiepladser - uden for voldene i København. Mange ledige pladser Ifølge chefkonsulent i Den Koordinerede Tilmelding, Anker Hoch, er der så mange ledige pladser, at der er nok til alle de afviste, hvis de justerer ønskerne til drømmestudiet. »Heldigvis har vi ikke 11.333 grædende studerende stående hernede på mandag. Der er stadig mange muligheder for dem, hvis de kigger på, hvor der er ledige pladser, som de kunne tænke sig og kontakter uddannelsesstedet. De bliver fordelt efter først til mølle princippet«, siger Anker Hoch. Og det betyder ikke nødvendigvis, at man er tvunget til at læse kemi eller økonomi. Også på populære studier som filosofi, fransk, engelsk, historie og biologi kan man finde pladser. Gennemsnit falder Ifølge Anker Hoch er det kun omkring 25 procent af alle studierne i Den Koordinerede Tilmelding, som har adgangsbegrænsning på karaktergennemsnittet. De resterende kan man komme ind på, hvis man har studentereksamen eller tilsvarende. Gennem de senere år er karaktergennemsnittet nemlig faldet på alle uddannelser. Det skyldes dels, at antallet af kvote to pladser er skåret fra 32 procent i 1998 til godt 10 procent i år, som har givet mere luft til kvote 1 pladserne. Samtidigt er antallet af studiepladser steget. Derfor er det kun 2,4 procent færre studerende, der ikke har fået plads i år i forhold til sidste år, selv om den samlede søgning er steget med fire procent. Snak med din studievejleder Planlægger man alligevel at sidde over et år og vente på drømmeuddannelsen, så anbefaler studiechef for Københavns Universitet, at man allerede på mandag kontakter en studievejleder. »De afviste studerende skal kun være kede af det - eller vrede til på mandag. Der skal de snakke det alvorligt igennem med en studievejleder, så man kan finde ud af, om de skal søge det samme igen til næste år eller beslægtede områder, og hvad de så kan gøre for reelt at kvalificere sig - eller om de måske skal satse på noget andet end drømmestudiet«, siger Jakob Lange. Orienteringsmøder I lyset af at mange unge bruger år på at forsøge at kvalificere sig i kvote to systemet - ofte uden held, vil alle afviste ansøgere i år blive indbudt til et orienteringsmøde i efteråret. Her vil studievejlederne redegøre for de reelle chancer gennem kvote to systemet. »Så vil nogen have tid til at vænne sig til, at de bør kigge sig om efter et andet studie. Det vigtigste er, at ingen venter til marts næste år med at tænke på, hvad de skal være, men går i gang allerede nu med at blive afklarede«, siger Jakob Lange. Rejser man til Aalborg eller Aarhus er man tilmed garanteret tag over hovedet.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























