Møbelfabrik kræver familiesammenføring

Lyt til artiklen

En virksomhed i Århus gør oprør mod de stramme regler for familiesammenføring. Myndighederne vil splitte en af de ansattes familier. Det har kaldt arbejdsgiveren og medarbejderne på barrikaderne. Haarder bør gribe ind De opfordrer integrationsminister Bertel Haarder (V) til at gribe ind personligt og hindre, at et spædbarn bliver adskilt fra enten sin far eller sin mor. Myndighederne har givet tilladelse til, at det lille barn kan blive hos sin far. Men moderen har fået ordre på at forlade landet. »Det er dybt uretfærdigt, alt for dyrt for samfundet og helt forkert«, siger møbelfabrikant Knud Andersen om Udlændingestyrelsens afvisning af at give en af hans ansatte tilladelse til at få sin hustru til landet. I seks år har den nu 33-årige Aly El Sherif arbejdet på møbelfabrikken. Han er værdsat ikke mindst for sine evner til at få mest muligt ud af råvarerne, når træet skal opskæres til fabrikkens kvalitetsmøbler. Velintegreret Han stammer fra Egypten, hvor han er uddannet som revisor og virksomhedsadministrator. I maj 1996 kom han på forretningsrejse til Danmark, hvor han forelskede sig i en dansk kvinde. De blev gift, og han gik i gang med at opbygge en ny tilværelse i Danmark. Han er velintegreret med fast job og god lejlighed. Han taler godt dansk, og selv om ægteskabet med den danske kvinde er gået i stykker, har han i den grad slået rødder i Danmark, at han sidste år søgte om at blive dansk statsborger. Sønnen må blive her Det tegnede lyst, da han for tre år siden under en ferie i sit hjemland forelskede sig og blev gift med den egyptiske kvinde Sherin. Men de danske regler gav hende ikke lov til at følge med sin ægtemand til Danmark. Hun har kun kunnet besøge ham på turistvisum. I november 2001 fødte hun i Egypten deres fælles søn. Siden har Udlændingestyrelsen tre gange givet afslag på hendes ansøgninger om familiesammenføring. Afslag nummer to kom syvende maj i år ledsaget af en ordre om at forlade landet - hendes turistvisum er udløbet. Samme dag gav styrelsen tilladelse til, at parrets halvandet år gamle søn kan blive hos sin far i Danmark. Styrelsens seneste afslag kom 27. maj, da den 28-årige Sherin fik besked om, at det ikke var nok med en ægtemand og et spædbarn. Der skal mere til, før myndighederne vil anvende udlændingelovens mulighed for at give familiesammenføring af »ganske særlige grunde«. Umenneskelig begrundelse I et brev til Sherins danske advokat begrundede Udlændingestyrelsen afslaget på denne måde: »Styrelsen har herved lagt vægt på, at der ikke ses at foreligge en helt særlig tilknytning mellem din klient og hendes herboende ægtefælle og barn, der ligger ud over, hvad der følger af slægtskabet«. En umenneskelig begrundelse, lyder kommentaren fra Aly Sherifs arbejdsplads. »Vi er af den opfattelse, at det - heldigvis - i dette som mange andre tilfælde er sådan, at en mand og en kvinde, der gifter sig og får et barn sammen, får en helt særlig tilknytning til hinanden. En lovgivning, der ikke har dette udgangspunkt, anser vi for at være familiefjendsk«, skriver indehaveren, værkføreren og tillidsrepræsentanten for de 45 ansatte på Brødrene Andersen Møbelsnedkeri i et åbent brev til Bertel Haarder. Møbelfabrikant raser Møbelfabrikanten vil ikke finde sig i at skulle sige farvel til en god medarbejder på grund af udlændingepolitikken. Han er oprevet over myndighedernes behandling af en familie, der altid har klaret sig selv. Det kan han ikke få til at hænge sammen med hverken regeringens erklærede ønske om at ville integrere udlændingene eller med de mange penge, som samfundet bruger på at få ledige i beskæftigelse. »Hvis ikke samfundet kan bruge Ali Sherif og være tilfreds med sådan en familie, er der noget helt galt. Det er en pæn, lille familie, som lever af mandens indtægt. Hvis ikke den kan godkendes, hvad kan så? Det er hele hans livsgrundlag, som er ved at blive rykket fra hinanden«, siger Knud Andersen. Den usikre fremtid har ramt den lille familie hårdt. »Det er et mareridt«, siger Ali Sherif. »Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg håber, vi ikke bliver sat i den situation, hvor vi skal forlade hinanden. Jeg synes, vi bliver uretfærdigt behandlet. Vi skal have lov til at være sammen som familie. Jeg har aldrig bedt det danske samfund om hjælp. Jeg er chokeret over, at første gang, jeg gør det, får jeg afslag. Det, synes jeg ikke, jeg har fortjent«, siger Ali Sherif. »Vi følger praksis« Integrationsminister Bertel Haarder påpeger, at kravet om, at udlændinge skal have større tilknytning til Danmark end andre lande for at få familiesammenføring, blev indført af den tidligere regering. Denne sag har intet at gøre med de stramninger, som VK-regeringen har gennemført. Sagen behandles for tiden i ministeriet, efter at familien har klaget over Udlændingestyrelsens afslag. »Vi vil følge den praksis, som den tidligere regering lagde på dette område. Jeg kan ikke sige, hvad resultatet bliver. Det er faktisk meget almindeligt, at arbejdsgivere går i forbøn for deres ansatte i disse sager«, siger ministeren. Han understreger, at sagerne må afgøres efter ens regler, og at resultatet ikke må afhænge af, om ens arbejdsgiver tager affære: »Men det kan have betydning, hvis en arbejdsgiver eller andre personer kommer med relevante oplysninger eller gør opmærksom på forhold, som måske er blevet overset«, siger Bertel Haarder.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her