Varmen giver flere trafikulykker

Lyt til artiklen

Uopmærksomhed. Et gennemgående ord, når politiet i Viborg, Hillerød, Fredericia og Vejle skal forklare, hvorfor lastbiler i går og mandag var involveret i voldsomme trafikulykker. Værst var ulykken mandag sydvest for Viborg, hvor ni mennesker i en minibus blev dræbt, da deres bil blev ramt af en væltet lastbilanhænger. Ingen forklaring Men også tirsdag var lastbiler flere steder i landet årsag til store ulykker, og på motorvejen mellem Fredericia og Vejle kostede ulykken to dræbte og fem kvæstede - heraf to hårdt. »Chaufføren kan ikke forklare, hvad der skete. Han så ikke en bilkø, før han var kørt op i den. Han var uopmærksom«, siger vagthavende Bo Fischer fra politiet i Fredericia. Endnu kender politiet ikke lastbilens fart - det undersøges i øjeblikket - men chaufføren var midaldrende, født i 1946. Den oversete bilkø skyldes i øvrigt en helt anden lastbil, som langt længere fremme på motorvejen var brudt i brand. Den voldsomme påkørsel af bilkøen gav endnu længere køer, og ulykkerne blev ved, for da Falck var ved at være færdig med at rydde op først på aftenen, skete der endnu en ulykke. »En varevogn bankede op i en af de Falckbiler, som holdt på ulykkesstedet. Det er helt tovligt«, siger Bo Fischer, som igen må anvende ordet »uopmærksom«, når han skal gengive denne chaufførs forklaring på sin påkørsel. Varmen sløver »Min teori er, at det skyldes varmen. Ud over en voldsom lastbilulykke her i vores politikreds, har vi haft mange, mange mindre ulykker. Så mange, at vi endnu ikke har nået at være derude, og jeg tror, folk bliver sløve og uopmærksomme i varmen«, siger Flemming Nyborg, Aabenraa Politi, som sammen med kollegerne har oplevet langt flere trafikulykker i de seneste varme dage end ellers i feriesæsonen. Den grimmeste ulykke i det sønderjyske skete ved 17.30-tiden ved Rødekro, hvor en tysk lastbilchauffør overså en holdende bil i nødsporet og maste bilen og de to passagerer. De er begge kørt på sygehuset, og især føreren er hårdt kvæstet, og i aftes var der planer om at overføre ham til Universitetshospitalet i Odense. Også i Hillerød måtte politiet på arbejde, da en lastbil væltede på motorvejen ud for Allerød Flyveplads, men her var ikke andre trafikanter involveret. Chauffør er udskrevet Politiet i Viborg er ifølge vicepolitikommissær Poul Østergaard ikke kommet tættere på årsagen til danmarkshistoriens største trafikulykke, men prioriterer i øjeblikket arbejdet med at identificere de ni ofre. De er alle overført til Retsmedicinsk Institut i Århus, og kriminalteknisk afdeling under Århus Politi hjælper til. Den unge chauffør på 18, som førte lastbilen, er udskrevet fra sygehuset i Viborg, men endnu ikke afhørt tilbundsgående af politiet. »Det render ingen steder - nu gælder det identifikationen. Af hensyn til de pårørende«, siger Poul Østergaard.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her