Høj fart i hver 3. lastbilulykke

I 2001 mistede 78 trafikanter livet efter sammenstød med lastbiler. - Foto: Thomas Borberg
I 2001 mistede 78 trafikanter livet efter sammenstød med lastbiler. - Foto: Thomas Borberg
Lyt til artiklen

Politiet i Viborg ved endnu ikke, om chaufføren kørte for stærkt, da anhængeren på hans lastbil mandag formiddag kom i svingninger og ramte en minibus, der udbrændte, så alle ni passagerer mistede livet. Fart har afgørende betydning Men i hver tredje lastbilulykke har chaufføren trykket så meget på speederen, at det har haft en afgørende betydning for, at ulykken er sket. Det viser en analyse af 21 ulykker med lastbiler, som Danmarks Transportforskning (DTF) har foretaget. »9 af de i alt 23 lastbiler, der var involveret i ulykkerne, kørte for hurtigt. Deres fart spillede en væsentlig rolle for, at ulykken overhovedet opstod, og for at den blev alvorlig«, siger seniorforsker Gitte Carstensen, DTF. Lemfældig kontrol Politiet foretager almindelig stikprøvekontrol af, om lastbiler overholder fartgrænserne. I årets første seks måneder skrev Rigspolitiets Færdselsafdeling 302 bøder ud til lastbilchauffører, der kørte for stærkt. Direktør i Rådet for Større Færdselssikkerhed René la Cour Sell mener, at »det lave tal udtrykker, at politiet har alt for få ressourcer til at håndhæve fartgrænserne«. »Der er jo ikke et eneste hjørne af færdselsloven, hvor vi ikke kan konstatere, at kontrollen er alt for lemfældig. Det gælder ikke mindst kontrollen af lastbiler«, siger han. »Man har prøvet mange ting - blandt andet fartskrivere og bestemmelser om køre- og hviletid for at motivere chaufførerne til at overholde fartgrænserne. Og der er ingen tvivl om, at det har en præventiv virkning. Men øjensynlig slet ikke nok«, siger René la Cour Sell. 78 dræbte i ulykker med lastbiler Ulykkerne med lastbiler sker, når de kolliderer med biler på lige vej og i kryds, samt når de svinger til højre uden at opdage cyklister og knallerter. I 2001 mistede 78 trafikanter livet efter sammenstød med lastbiler - 592 brækkede lemmer, fik hjernerystelse eller andre kvæstelser. Per kørt kilometer har chaufførerne seks gange større risiko end almindelige bilister for at havne i en ulykke, hvor trafikanter mister livet. Chaufførerne kommer dog sjældent selv til skade, fordi de sidder beskyttet i førerhuset højt over jorden. Undersøgelsen fra DTF konkluderer, at når lastbilchauffører kører for hurtigt, så er konsekvenserne langt mere alvorlige blandt andet på grund af lastbilens vægt og størrelse. Mindre fart - mindre risiko Civilingeniør Lars Klit, Færdselsstyrelsen, peger på fire gevinster, hvis lastbiler overholdt fartgrænserne: »Risikoen for overhovedet at komme i en farlig situation er mindre, chancen for at redde sig ud af en truende situation er større, konsekvenserne er mindre alvorlige, hvis det alligevel går galt, og modpartens mulighed for at afværge er bedre«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her