DF: Ingen hjælp til dødsdømt dansker

Lyt til artiklen

Den dødsdømte danske statsborger Omar Maarouf må selv rode sig ud af sine problemer i Marokko, mener Dansk Folkeparti. Ifølge retsordfører Peter Skaarup er det forkert af Udenrigsministeriet at ofre ressourcer på en mand, der åbenlyst støtter Osama bin Laden og er dødsdømt for terrorvirksomhed. 'Står sammen med Osama' I de seneste dage har Omar Maarouf talt med dansk presse via mobiltelefon fra fængslet i Casablanca. I TV-avisen udtalte han torsdag, at »muslimer har valget mellem at støtte Osama bin Laden eller George Bush«: »I øjeblikket dræber Bush muslimer i Afghanistan og Irak, og derfor kan vi slet ikke støtte ham. Vi står sammen med Osama i hans krig mod USA«. På den baggrund mener Peter Skaarup, at Omar Maarouf har diskvalificeret sig til diplomatisk hjælp fra Danmark: »At erklære Osama bin Laden sin støtte er det samme som at vende sig mod vitale danske interesser. Dertil kommer, at Maarouf er dødsdømt for terrorvirksomhed. I det lys er det ikke rimeligt at køre det store beredskab i stilling. Han må selv klare ærterne«, siger Peter Skaarup. En dansk pligt Udenrigsministeriet har den danske konsul i Lissabon i Marokko for at kaste lys over Omar Maaroufs sag og diskutere den med de marokkanske myndigheder. Fra dansk side tilkendegiver udenrigsminister Per Stig Møller (K), at Danmark er modstander af dødsdommen. Ifølge kontorchef Bent Wigotski er Udenrigsministeriet forpligtet til at hjælpe en dansk statsborger i udenlandsk fængsel - uanset hans forbrydelser eller udtalelser. Lodret uenig Dansk Folkepartis udmelding kommer ikke bag på formanden for Folketingets Retsudvalg, Anne Baastrup (SF). Hun er lodret uenig: »En dansk statsborger er en dansk statsborger. Det betyder ikke, at man ikke skal straffes, hvis man begår forbrydelser. Men det skal være en fair retssag i overensstemmelse med den europæiske menneskerettighedskonvention, der forbyder dødsstraf«, siger Anne Baastrup. Ytringsfrihed Terrorekspert og lektor ved Syddansk Universitet i Odense Lars Erslev Andersen advarer mod, at man sætter lighedstegn mellem terrorisme og islamisk fundamentalisme. »Det er legitimt at støtte Osama bin Ladens ideologi. Det er der mange, der gør, både i og uden for Mellemøsten. Men hvis man støtter Osama bin Ladens metoder til at komme det vestlige uvæsen til livs, så er det noget helt andet«, siger Lars Erslev Andersen. Endnu er den trykte dom fra den marokkanske domstol i Casablanca ikke offentliggjort. Derfor står det heller ikke klart, præcis hvilke terrorhandlinger Omar Maarouf er dødsdømt for. Ifølge den marokkanske menneskerettighedsforkæmper Mohamed Elboukili er retssagen mod Omar Maarouf og 30 andre tiltalte højst sandsynligt en politisk proces. Vil tage imod en dansk dom Omar Maarouf har appelleret sin dødsdom og håber på en udlevering til Danmark: »Jeg anmoder om at blive stillet for retten i Danmark, og at min sag genoptages i Danmark. Jeg vil tage imod enhver dansk dom. For jeg ved, at der er demokrati og ytringsfrihed der«. Foreløbig bliver den danske konsul i Marokko for at finde oplysninger om dommen, retssagen og - om muligt - besøge Omar Maarouf i fængslet.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her