Selv mange års p-pille-forbrug i slutningen af 1960'erne og op gennem 70'erne hævner sig ikke på kvinder i form af forøget dødelighed senere. Det viser en stor britisk undersøgelse, som frikender p-pillerne for at spille nogen rolle for dødeligheden set under ét. Hvis der overhovedet er en tendens, går den snarere i retning af, at p-pille-brug nedsætter risikoen for at dø i utide. God nyhed »Det er en meget vigtig undersøgelse, fordi den har fulgt et stort antal kvinder i 27 år, og det er første gang, man har haft så lang en observationsperiode«, siger administrerende overlæge Charlotte Wilken-Jensen, formand for de danske gynækologer. »Mange kvinder, som bruger eller har brugt p-piller, har gjort sig overvejelser om, hvad de måske kunne betyde for deres helbred på længere sigt. Med god grund, for det er vigtigt, når man giver medicin til fuldkommen raske personer, at den ikke risikerer at påføre nogen som helst form for skade. Derfor er den nye britiske undersøgelse absolut en god nyhed«. Undersøgelsen, som offentliggøres i det britiske lægetidsskrift The Lancet i dag, sammenligner 17.000 kvinder, som i perioden 1969-74 var mellem 25 og 39 år, og som brugte enten p-piller, pessar eller spiral. Ingen brystkræftfare Den eneste sygdom, undersøgelsen har fundet en videnskabeligt signifikant overdødelighed af blandt p-pille-brugerne, er livmoderhalskræft. Men det opvejes af en større underdødelighed af kræft i selve livmoderen og i æggestokkene. »Det meget interessante er desuden, at der overhovedet ikke findes nogen sammenhæng mellem p-piller og brystkræft. Det har ellers været diskuteret meget«, siger Charlotte Wilken-Jensen. Undersøgelsen omfatter kvinder, som har brugt p-piller af de såkaldte første- og andengenerationer, det vil sige piller med et højere østrogenindhold end dem, man bruger i dag. Derfor advarer forskerholdets leder, professor Martin Vessey fra det sundhedsvidenskabelige institut i Oxford, mod direkte at overføre konklusionerne på de tredje- og fjerdegenerations-p-piller, der er de mest almindelige i dag. »Men de piller, der er mest udbredte på markedet i dag, anses almindeligvis for at være mindre farlige«, siger Charlotte Wilken-Jensen. Rygning er farligt Undersøgelsen har ud over kvindernes p-pille-forbrug set på deres rygevaner og sammenhængen med dødeligheden. En af konklusionerne er, at p-piller i forbindelse med storrygning giver en moderat forøget risiko for død af hjerte-kar-sygdomme. Og - ikke overraskende - at rygning i det hele taget i sig selv udgør en risiko for at dø før tiden.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























