En 42-årig familiefar kørte onsdag til pizzabageren i Otterup på Fyn for at hente mad til sin kone og to børn. På vejen blev han påkørt frontalt og dræbt af en 19-årig mand, der ifølge politiet kørte om kap med en ven. Sådan lyder det seneste af en lang række eksempler på, at unges hasarderede kørsel koster både dem selv og andre livet. Men sådan behøver det ikke være. langt færre skader Et forsøg i Vejle Amt tyder nu på, at unge mænd kan lære at køre efter reglerne. Amtet arrangerer endagskurser for unge mellem 18 og 24 år. Lokkemaden er en rabat på bilforsikring. »De 158 unge, der har gennemført kurset og tegnet bilforsikring bagefter, er i løbet af et år skyld i 90 procent færre skader end en almindelig ung bilist. Kurset får de unge til at køre ordentligt, så vi får færre trafikulykker«, siger projektleder i forsikringsselskabet Alka Jørgen Knudsen, der samtidig siger, »at man ikke skal være blind for, at firmaet gerne vil være kendt for at løse samfundsproblemer«. 515 unge har gennemført kurset, som Alka sponserer. Det varer en dag og er delt op i tre moduler. Først kører de unge på en bred lukket vej, hvor de bliver mødt af uforudsete forhindringer, som de skal undvige. »Unge mangler erfaring i at aflæse trafikken og er dårlige til at vurdere bilens kraft. Samtidig opfatter de sig som gode bilister. Men på kørebanen oplever de at miste kontrollen over køretøjet, når de kommer i uforudsete situationer«, siger Preben Rosenberg, projektleder i Vejle Amt. Fotografier fra ulykker Så fortæller politifolk og ambulanceførere om deres oplevelser ved trafikuheld. De viser fotografier fra ulykkerne og får de unge til at forholde sig til billederne. Til sidst lærer de førstehjælp og møder en ung handikappet, der har overlevet en trafikulykke. Han fortæller om sit liv før og efter ulykken. Stilen er kontant med spørgsmål til pigerne som »hvordan vil du have det med at have samleje med din kæreste, hvis han sad i kørestol?«. Sikker effekt »Tre af de unge mænd på kurset havde mistet to venner i et trafikuheld. De sad ukoncentrerede og bankede blyanten ned i bordet, da en ambulancefører fortalte. Men noget satte sig i de unge. Det kan man høre, når man snakker med dem bagefter«, fortæller Jørgen Knudsen. Danmarks Transportforskning har interviewet 206 deltagere i kurset. De fortæller, at det har gjort stort indtryk på dem. Samtidig er de blevet mere opmærksomme på, hvilke farer der er forbundet med at køre for stærkt. Lidt af et Columbusæg Karsten Nonbo (V), politimand og Færdselssikkerhedskommissionens formand, er begejstret for initiativet i Vejle. Han ser ingen problemer i, at »et forsikringsselskab skummer fløden«, så længe deltagerne lærer noget. »Det lyder som lidt af et columbusæg, Vejle har fundet her. Det ville være dumt ikke at følge trop, så vi må undersøge mulighederne for at integrere kurset i køreundervisningen - især den del, hvor de unge får kød og blod på trafikuheld. Det har stensikkert en effekt«, siger han.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























