Danske indvandrere henter ægtefællen i EU

Lyt til artiklen

Indvandrere gifter sig stadig med deres egne. Nu finder de blot deres mand eller kone i danske indvandrerkredse eller i et andet EU-land med mange indvandrere, siger iagttagere i indvandrermiljøet på baggrund af helt nye tal fra Danmarks Statistik. Dramatisk fald Tallene viser, at indvandrere ikke længere henter ægtefæller i deres hjemlande, og at antallet af ægteskaber, hvor den ene part kommer derfra, styrtdykkede, da stramningerne i udlændingeloven trådte i kraft 1. juli sidste år. I første halvår af 2002 blev der holdt 346 bryllupper, hvor den ene part kom fra Tyrkiet. I andet halvår var det kun 31. Fra de tre baltiske lande faldt antallet af brude og brudgomme fra 77 til 18, fra Pakistan fra 126 til 7, fra Thailand fra 194 til 27 og fra USA fra 76 til 23. Stigning i antal vielser Derimod steg antallet af vielser, hvor den ene part kom fra et af de 14 andre EU-lande fra 413 til 472. Det samme gælder Norge og Island, der heller ikke er omfattet af stramningerne i udlændingeloven. Det fremgår af en særkørsel af vielsesstatistikken, som Danmarks Statistik har foretaget for Politiken. Haarder tilfreds Integrationsminister Bertel Haarder (V) er tilfreds med udviklingen: »Vi ville især bremse de arrangerede ægteskaber med ganske unge og tvangsægteskaberne. Tallene tyder på, at det har virket, som det skulle«. 'Haarder har ikke ret' Men Manu Sareen, der er af indisk afstamning og arbejder som etnisk konsulent ved Døgnkontakten i København, er ikke så sikker på, at integrationsministeren har ret: »Den nyeste tendens er at se sig om i lande, der ikke er ramt af stramningerne af udlændingeloven. Tyrkiske indvandrere kigger sig typisk om i Berlin, indiske og pakistanske i Storbritannien og marokkanske i Frankrig«, siger Sareen, hvis søster har fundet sin mand i London. Mange finder dem i danske kommuner Mange finder dem dog lidt tættere på, nemlig blandt andre indvandrere i Danmark. »I år har vi kun haft fem indvandrere, der hentede deres ægtefæller i deres hjemlande«, siger Ishøjs borgmester, Ole Bjørstorp (S). »Det betyder ikke, at de ikke gifter sig med nogen fra deres egne kredse. De finder dem blot i andre danske kommuner. Den slags vielser har vi haft mere end 60 af i år«. Radikale: Tendensen er ikke væk Den radikale indvandrerordfører, Elsebeth Gerner Nielsen, tvivler også: »Det hele bliver jo ikke bedre af, at de arrangerede ægteskaber er med unge fra EU end fra de pågældende indvandreres hjemlande. Der er stor sandsynlighed for, at disse ægteskaber er lige så arrangerede«. Haarder: Intet problem Bertel Haarder har dog »ingen problemer med«, at unge indvandrere gifter sig med unge opvokset i Danmark eller andre EU-lande. »Vi ved fra undersøgelser, at for eksempel børn af tyrkere, der er vokset op her, klarer sig udmærket. Problemerne opstår især med børn af familiesammenførte ægtepar«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her