Flere end 100 helt almindelige danske lægemidler gør det farligt at tage solbad. Det gælder blandt andet Clarityn, Profen, Losec, Tetracyclin og Cipramil, skriver B.T. Soler man sig samtidig med, at man tager medicin, risikerer man at få andengrads forbrændinger. »Huden hæver, bliver meget rød, og der kommer vabler. Behandlingen kan være påsmøring med en stærk hormonsalve, ligesom patienten måske er nødt til at stoppe med medicinen et stykke tid. Og så er det naturligvis forbudt at gå ud i solen igen«, siger speciallæge i hudsygdomme Jens Chr. Dahl. Svenskere advarer I Sverige har Lægemiddelstyrelsen udsendt en advarsel om risikoen for medicinfremkaldte forbrændingsskader, som i nogle tilfælde kræver hospitalsbehandling. Det er blandt andet hjertemedicin, antibiotika og antidepressive midler, som kan have den kedelige effekt sammen med sollys. Men også urindrivende midler og midler mod sukkersyge kan give hudskader.
Medicin kan give hudskader i solen
Lyt til artiklen