Danskere truet af pensionskaos

Lyt til artiklen

De er begge to lærere. De arbejder på den samme skole. Den ene tabte næsten halvdelen af sine pensionspenge ved selv at investere i aktier. Den anden slap med skrækken. Selv om den økonomiske nedtur maste aktiekurserne i bund, tabte han kun 8 procent af sin formue. De to lærere bor og arbejder i Sverige. Men om mindre end halvandet år risikerer deres oplevelser at blive dansk virkelighed. Godt 35 mia. kr. gives fri VK-regeringen vil tilbyde danskerne frit at investere en del af de pensionskroner, der i dag er bundet i Arbejdsmarkedets Tillægspension (ATP). I alt bliver 35,5 milliarder kroner givet fri. LO: Hovedløst Men det er en hovedløs plan, advarer LO's formand, Hans Jensen, i kraftige vendinger. Forbrugerrådet og landets førende pensionsekspert tager sig også til hovedet. De henviser til de kaotiske tilstande i Sverige, hvor pensionskunderne i 2000 fik tilsendt et digert værk med 644 forskellige tilbud fra private finansvirksomheder, der gerne ville tage sig kærligt af pensionskronerne. 'Det er ikke frit valg, men fri forvirring' »Det er fuldkommen uanstændigt. Det er jo ikke frit valg. Det er fri forvirring. Ingen almindelige dødelige lønmodtagere kan overskue, hvad der er godt eller skidt at investere deres penge i«, siger Hans Jensen. De fleste danske lønmodtagere vil have 12.000-17.000 kroner stående, som de 1. januar 2005 kan flytte ud af ATP og over i bankerne eller andre finansvirksomheder, der lever af at investere andre folks penge. Professor: Forbrugere risikere 'oversvømmelse' Professor på Handelshøjskolen i Århus Anders Grosen mener sammen med Forbrugerrådet, at forbrugerne bliver ladt i stikken, hvis de oversvømmes med tilbud, som de ikke kan overskue konsekvenserne af. »Så bliver det frie valg den rene galimatias«, siger Anders Grosen. Forsvar fra de Konservative Det har ikke været muligt at få en kommentar fra beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V), der er taget på ferie, men den konservative arbejdsmarkedsordfører, Lars Barfoed, forsvarer den nye pensionslov, der blev gennemført, inden Folketinget drog på sommerferie. »Vi har ønsket at sikre os, at loven betød et frit valg. Så må markedet jo afgøre, om det så udvikler sig til et omfattende antal muligheder som i Sverige, eller om det bliver et mere begrænset antal muligheder. Jeg vil ikke være formynderisk og bestemme, hvem der må være udbyder, og hvem der ikke må«, siger Lars Barfoed. Havde helst været fri for frit valg Tilbage i det svenske lærerværelse sidder Jessica Johansson, der i dag helst havde undværet det frie, men uoverskuelige valg. Hun tabte 40 procent af de penge, hun investerede. »Jeg synes ikke, danskerne har noget at se frem til. Nu er jeg jo kun en ganske almindelig svensker, og det pensionshalløj var et vanvittigt virvar«, siger Jessica Johansson.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her