Flygtninge- og integrationsminister Bertel Haarder (V) ligger, som han selv har redt, mener menneskerettighedsorganisationen Amnesty International. »Vores fornemmelse har hele tiden været, at udlændingeloven var strammet så meget, at det ville give problemer«, siger generalsekretær for den danske afdeling, Lars Normann Jørgensen. Han er derfor ikke overrasket over, at Bertel Haarder nu må lempe på sin egen udlændingelov. Det sker for at undgå, at de stramme regler om familiesammenføring også rammer danskere i udlandet, som ønsker at vende hjem med deres udenlandske kæreste eller samlever. I stedet vil Bertel Haarder ændre loven, så den ikke rammer dem, »der har en særlig stærk og varig tilknytning til Danmark«, som Haarder i går udtrykte det. Lars Normann Jørgensen har vanskeligt ved at se, hvordan det kan lade sig gøre. »Det bliver svært at undgå diskrimination, hvis man laver et A- og et B-hold«, siger han. Lars Normann Jørgensen er allerede skeptisk over for de gældende regler og ser frem til, at de bliver prøvet for de danske domstole og eventuelt også for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Foreløbig har tre herboende udlændinge, der ikke kan få deres udenlandske ægtefælle hertil, anlagt sag mod Flygtninge- og Integrationsministeriet. Østre Landsret skal behandle sagerne i slutningen af september, og flere sager er på vej. Nej til lappeløsning Amnestys danske generalsekretær mener, det ikke går blot at lappe på en lov, som han finder problematisk i sin grundsubstans. »Det overordnede problem er, at et politisk flertal har skabt et usundt samfund, hvor hele den politiske tone er lagt an på, at flygtninge og visse andre udlændinge skal have det så dårligt, at vi fratager dem lysten til at være i Danmark. Det har ført til, at vi nu er kommet ud i en zone, hvor folk kommer i klemme«, siger han. »Alternativet er selvfølgelig ikke at åbne en ladeport for verdens forfulgte, men mere intensivt at hjælpe de lande, som flygtningene kommer fra, så de ikke ser nogen grund til at flygte«. De radikales udlændingeordfører, Elsebeth Gerner Nielsen, tror heller ikke på, at Bertel Haarder kan ændre loven uden at komme i konflikt med menneskerettighederne. »Bertel Haarder vil få et problem med at få skilt fårene fra bukkene. Dansk Folkeparti er mere ærlig og siger, at det handler om ikke at få tyrkere, pakistanere og somaliere ind i Danmark. Det er jo også det, Bertel Haarder og Socialdemokraterne vil. De tør bare ikke sige det direkte«, siger hun. »Hvis Bertel Haarder vil lave loven om, må han helt droppe tilknytningskravet. Ellers kan det ikke lade sig gøre«. I første omgang mødes ordførerne for de tre partier bag udlændingeloven - Venstre, de konservative og Dansk Folkeparti - i næste måned med Bertel Haarder for at evaluere loven. Dansk Folkepartis næstformand, Peter Skaarup, er parat til at kigge på et forslag fra regeringen om en lempelse, men understreger, at det skal ske i en samlet vurdering af hele udlændingeområdet. »Det bliver et led i forskellige justeringer af hele udlændingelovgivningen. Blandt andet skal vi have sat skik på hjemsendelserne af afviste asylansøgere«, siger Peter Skaarup. Han er helt med på, at det ikke var meningen med udlændingestramningerne, at danskere i udlandet ikke kan vende hjem med deres udenlandske ægtefælle. Men Dansk Folkeparti er ikke parat til at hjælpe udenlandsdanskerne for enhver pris. »Vi er villige til at acceptere nogle skævheder for at sikre, at vi får grebet ind over for misbruget af udlændingesystemet«, siger Peter Skaarup. Dermed lægger han et stort pres på regeringens embedsmænd, der i løbet af kort tid skal finde frem til en model, der ikke svækker kampen imod arrangerede ægteskaber, samtidig med at den skal hjælpe danskere i udlandet. Hverken V eller K lægger skjul på, at forsøget er gjort før - uden held. »Vi var ikke i stand til at finde en genistreg, da loven blev lavet, og det ved jeg heller ikke, om vi er nu. Men nu gennemgår vi sagerne, og så må vi se, hvad vi kan finde ud af«, siger Venstres udlændingeordfører, Birthe Rønn Hornbech. Bertel Haarder gik i går i pressen med sit løfte om en lempelse, efter at Socialdemokraterne i Politiken havde krævet, at tilknytningskravet blev ændret for at hjælpe de dansk-udenlandske ægtepar. Ifølge Bertel Haarder har regeringen imidlertid længe arbejdet med en lempelse. »Før Folketinget gik på sommerferie, besluttede jeg sammen med udlændingeordførerne fra Venstre og de konservative, at vi skulle udarbejde nye modeller til lempelse af tilknytningskravet. Nu er det bare på tide at fortælle det, for når Socialdemokraterne spiller ud, er jeg nødt til at sige, at deres forslag ikke duer, men at jeg arbejder med nogle andre«, siger Bertel Haarder og understreger samtidig, at hans melding intet har at gøre med, at Politiken de seneste dage har skrevet meget om problemerne med tilknytningskravet. »Jeg havde aftalt med ordførerne, hvilken retning lempelserne skulle gå i, men det er svært, og vi er ikke færdige«, siger Bertel Haarder.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























