Rapport åbner for erstatninger til danske strålingsofre

Lyt til artiklen

Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti melder nu ud, at de er positivt stemt for at åbne for erstatningssager for danske soldater, som mener sig skadet af stråling fra gamle radarskærme under deres arbejde i forsvaret. Det gør på baggrund af en ny tysk undersøgelse, der konkluderer, at der bør ydes erstatning til tyske soldater, som har arbejdet med lignende udstyr fra 1950'erne indtil engang i 1970'erne. Længe ventet rapport Hidtil har partierne bag forsvarsforliget - VK, S, R og KRF - ventet med at tage stilling, til den tyske rapport var på plads. Det er den nu, og den giver altså de tyske soldater medhold. Den socialdemokratiske forsvarsordfører, Per Kaalund, siger til Ritzau, at forligspartierne må læse den tyske rapport, før de tager endelig stilling. Et forbehold som også forsvarsminister Svend Aage Jensby (V) tager. Tysk retningspil Men efter Kaalunds mening, peger den tyske beslutning i retning af, at sådan bliver det også i Danmark. »Jeg tror ikke, at den danske situation er så meget forskellig fra den tyske situation«, siger Kaalund. Han peger på, at danske og tyske soldater har arbejdet med det samme NATO-udstyr. DF kræver hurtige erstatninger Ligesom Socialdemokraterne er Dansk Folkeparti på forhånd stemt for at give tilskadekomne soldater erstatning, oplyser partiets forsvarsordfører, Peter Skaarup. Dansk Folkeparti vil imidlertid have en mindre omstændelig procedure, end forsvarsministeren har lagt op til. »Det er vigtigt, at der ikke går for lang tid, før erstatningerne kan udbetales«, siger Skaarup til Ritzau. Antallet af danske soldater, som kan komme i betragtning til erstatning, er ukendt. Men det løber op i flere hundrede.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her