Børn hjælper politi i drabssag

Politiet vil gerne tale med en mørkhåret jævnaldrende pige der angiveligt cyklede mod legepladsen Valhalla ved Asgårdsskolen fredag klokken 20.15. - Foto: Thomas Borberg
Politiet vil gerne tale med en mørkhåret jævnaldrende pige der angiveligt cyklede mod legepladsen Valhalla ved Asgårdsskolen fredag klokken 20.15. - Foto: Thomas Borberg
Lyt til artiklen

En uge efter drabet på den 12-årige Mia Teglgaard Sprotte i Benløse ved Ringsted er børnene i området begyndt at melde sig med vigtige oplysninger. Politiet kan nu fastslå, at drabet fandt sted efter klokken kvart over otte fredag aften i forrige uge. Præcist vidneudsagn Politiet har fået et meget præcist vidneudsagn fra en syvårig pige, der sammen med sin mormor og to andre børn var på legepladsen ved Benløse Skole fredag aften. Pigen har fortalt, at hun så Mia sammen med en mørkhåret jævnaldrende pige cykle mod legepladsen Valhalla ved Asgårdsskolen fredag klokken 20.15. »Vi har en ide om, hvem den mørkhårede pige er, men vi har ikke fundet hende endnu«, oplyste kriminalinspektør Erik Andersen fra Ringsted Politi fredag. Det er første gang, politiet har fået så klare oplysninger om den dræbte piges færden, efter at hun forlod hjemmet omkring klokken 19.30. Hidtil har det skortet på oplysninger fra børnene i området. Men det har ændret sig, efter at nogle drenge har fortalt om deres hemmelige hule i et buskads tæt ved det sted, hvor drabsmanden begravede den lille pige. Drengene kunne fortælle, at en spade og en lommekniv, der blev fundet ved graven, blevet fjernet fra deres hule. »Historien om drengenes hule har lukket op til nogle personer omkring Mia, som vi ikke umiddelbart havde kendskab til. Det er, som om opdagelsen af hulen har givet en åbning til de børn, der færdes i området. Det kan være, at nogle af børnene kan fortælle om en person, der måske har været ved hulen eller ofte er færdedes ved legepladsen«, siger kriminalinspektøren. Børn gode vidner Den mørkhårede pige er et vigtigt vidne. Politiet vil blandt andet gerne vide, hvor længe hun har været sammen med Mia, hvad de har talt om, og om de har mødt andre personer. »Nu fandt vi børnene med mormoderen. De har efter min klare overbevisning set Mia klokken kvart over otte. Så håber vi at komme et skridt videre og finde den mørkhårede pige - og at hun kan bringe os et skridt videre igen«, siger efterforskningslederen, vicekriminalkommissær Poul Andersen fra Rigspolitiets Rejsehold. Han er meget tilfreds med kvaliteten af børnenes vidneforklaringer: »Børn kan nogle gange være lige så gode vidner som de voksne. Det synes jeg i hvert fald, at vi oplever i den her sag«, siger efterforskningslederen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her