50 mistænkte i Ringsted-sag

Lyt til artiklen

To specialtrænede hunde fra tysk politi havde hele dagen i går snuden dybt begravet i den sydsjællandske skovbund omkring det sted i Benløse, hvor politiet i sidste uge fandt den dræbte tolvårige pige Mia Teglgaard Sprotte. Hundene leder efter et eventuelt gerningssted for drabet eller et sted, hvor pigen har ligget, før hun blev begravet i et buskads ved en legeplads i den nordlige del af Ringsted. Regn skaber problemer Men de seneste dages massive regnskyl har besværliggjort efterforskningen. »Lad mig sige det på den her måde: Det har selvfølgelig ikke gjort det lettere med al den regn. Optimalt vejr er, når jorden er varmet op af solen. Sådan som vejret er i dag, har vi for eksempel ingen problemer«, siger vicepolitikommissær Arne Lambrecht, som er tilsynsførende for politihundene. Uundgåelig mistanke Politiet i Ringsted har de seneste dage modtaget et hav af henvendelser med tip om mistænkelige personer i lokalområdet, og politiets rejsehold har nu indsnævret feltet af mulige mistænkte til cirka 50 personer, som skal afhøres i de kommende uger. »Det er selvfølgelig altid ubehageligt og trist for de personer, som mistænkes - specielt når de bor i et lille lokalsamfund som det her. Men sådan må det være. Der er jo trods alt tale om en alvorlig drabssag«, siger vicekriminalinspektør Poul Andersen fra Politiets Rejsehold. Flere efterforskere Han understreger, at der også er mistænkte uden for lokalsamfundet. »Indtil videre arbejder vi stadig ud fra den teori, at gerningsmanden kommer fra Benløse eller omegn. Men vi kan selvfølgelig tage fejl, og under alle omstændigheder skal alle muligheder efterprøves«. For at imødekomme den store arbejdsbyrde bliver Rejseholdet i næste uge suppleret med 21 mand, som skal i gang med de mange afhøringer af mistænkte. Samtidig har flere børn meldt sig med oplysninger i sagen. Blandt andet en syvårig pige, der sammen med sin mormor og to andre børn var på legepladsen ved Benløse Skole fredag aften i forrige uge, da Mia Teglgaard Sprotte forsvandt. Pige efterlyses Pigen har fortalt, at hun så Mia cykle sammen med en jævnaldrende mørkhåret pige hen mod legepladsen Valhallla ved Asgårdsskolen fredag klokken 20.15. Politiet leder nu efter den mørkhårede pige og vil samtidig afhøre hele Mias vennekreds for at få flere oplysninger. »De oplysninger, vi har fået fra børnene, har været meget brugbare, og derfor vil vi nu gå mere systematisk til værks ved at tage vennekredsen fra en ende af«, siger Poul Andersen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her