EU vil granske hormonkur til kvinder

Lyt til artiklen

Hormonbehandling af kvinder i overgangsalderen skal revurderes af EU's eksperter i medicinbivirkninger. Beslutningen er truffet, efter at to helt nye undersøgelser fra USA endnu klarere end tidligere har dokumenteret, at hormonerne forøger risikoen for brystkræft. Og at risikoen optræder efter ret kort tids behandling med hormontilskud. De to nye undersøgelser føjer sig til en lind strøm af rapporter, der på det seneste har dokumenteret, at hormonbehandling af kvinder i og efter klimakteriet forøger risikoen for en række sygdomme. Lang risikoliste Listen omfatter i dag ud over brystkræft også blodpropper i hjerte og hjerne samt demens - begge sygdomme, som man tidligere har ment, at hormontilskud netop beskyttede imod. Desuden har en undersøgelse vist, at hormoner heller ikke forbedrer den almindelige livskvalitet. »Alt i alt ser det ud til, at vi er på vej et andet sted hen, når det gælder anbefalinger af hormontilskud til kvinder i og efter overgangsalderen«, siger afdelingslæge i Lægemiddelstyrelsen Doris Stenver. »Der er behov for en cost-benefit-analyse af fordele og ulemper ved hormonbehandlingen i lyset af den nye viden. Men det er ikke noget, vi vil gøre i Danmark alene. Det skal ske på fælleseuropæisk plan«. EU's ekspertkomité for medicinbivirkninger vil nedsætte en særlig ekspertgruppe, som skal gennemgå al eksisterende litteratur om fordele og ulemper ved hormontilskud. Når eksperterne er færdige, kan vi forvente en række helt nye anbefalinger i forhold til hormonbehandling. Større risiko for brystkræft De nye undersøgelser har bl.a. vist, at der kan optræde ændringer i brystvævet selv efter relativ kort behandling med hormontilskud. Tidligere har man ment, at risikoen for brystkræft først var forøget efter fem års hormonbehandling. »De to nye, amerikanske undersøgelser er overbevisende, fordi de er udført på den fornemst tænkelige, videnskabelige måde«, siger Doris Stenver. »Det helt nye er også, at der tilsyneladende er forandringer at se allerede efter ét års hormonbehandling. Det er forandringer, som ikke behøver at være ondartede, men som i hvert fald er mistænkelige«. Lægemiddelstyrelsen understreger, at de amerikanske undersøgelser bygger på behandling med hormoner i en kombination, som ikke er helt identisk med den, der anvendes herhjemme. Der findes imidlertid ikke tilsvarende undersøgelser af de danske præparater. Kvinder rådes til at overveje Indtil ekspertkomiteen fra EU har afsluttet sit arbejde, råder Lægemiddelstyrelsen den enkelte kvinde i hormonbehandling til nøje at overveje, om hendes gener i forbindelse med overgangsalderen er så alvorlige, at det opvejer risikoen. Tilskud af kvindeligt kønshormon er stadig den bedste, kendte kur mod hede- og svedeture. Derimod findes der andre typer af medicin, som kan modvirke knogleskørhed - en sygdom, som også tit er indikation for hormonbehandling.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her