Glæde på lærerværelset

Hvis der lyder jubelsang fra skolernes lærerværelse, er der ingen grund til at alarmere distriktspsykiatrien. Lærerne er nemlig næsten alle tilfredse med deres arbejde, viser en AIM-undersøgelse foretaget for Kommunernes Landsforening blandt 300 lærere, pædagoger og ansatte i ældreplejen i 36 kommuner. Lærere mest tilfredse Generelt er skudsmålet, at kommunen er et godt sted at arbejde, men mest tilfredse er lærerne. Derefter følger pædagogerne, mens de ansatte i ældreplejen har flest betænkelige miner. »Overordnet er det et meget tilfredsstillende og glædeligt resultat, som da heldigvis også svarer til den virkelighed, vi oplever i kommunerne. Det er et godt modtræk til de mange enkeltsager, hvor kommunale medarbejdere ofte fremstilles negativt«, siger borgmester Anker Boye (S), næstformand i Kommunernes Landsforening. Ældreplejen kritisk Når den første eufori over det positive resultat har lagt sig, sætter han fokus på de ansatte i ældreplejen, som på stort set alle punkter er mest kritiske i forhold til deres arbejde. Det gælder både forholdet til ledelsen, muligheden for at blive dygtigere og oplevelsen af at blive værdsat. »I de kommende år skal vi samle kræfterne om at udvikle ældreområdet, fordi det er netop er her, vi i de kommende år skal kunne tiltrække medarbejdere. Det lykkes ikke, hvis vi ikke får rettet op på tilfredsheden ved det arbejde, som jo i sit indhold både er meget krævende og vanskeligt. Men også positivt, hvis vi ellers forstår at tilrettelægge det rigtigt«, siger han. Kritik befordrer ikke arbejdsglæde Nøjagtig samme toner anslår de ansattes fagforeningsformand Dennis Kristensen, Forbundet af Offentligt Ansatte (FOA). »Ældreplejen har ikke mindst fra landspolitikere og skiftende socialministre været beskudt med kritik, og det befordrer jo ikke arbejdsglæden. Faktisk er det jo næsten sådan, at man dukker hovedet lidt og holder det for sig selv, hvis man sidder til en middag og skal fortælle, at man er ansat i ældreplejen«, siger han. Set med FOA-øjne er det vigtigt, at kommunerne fremover lægger mere kraft i at give medarbejderne rum og tid til dels at have et kollegialt, fagligt samarbejde, dels at dygtiggøre sig. Dokumenterer behov »Det er jo positivt, at arbejdsgiverne har fået lavet denne undersøgelse, fordi den dokumenterer behovet for tættere samarbejde. I øjeblikket oplever vi ofte det modsatte, hvor kommunerne vil effektivisere hjemmeplejen så meget som muligt og går mest op i, at hjemmehjælperen skal have hele sin arbejdstid ude hos de ældre«,siger Dennis Kristensen. Både KL og FOA er enige om behovet for i højere grad at tilrettelægge ikke mindst hjemmeplejen, hvor arbejdet i sin karakter ofte er isoleret og uden kollegialt netværk, i grupper. Bedre uddannelse »Vi skal uddanne lederne bedre, så de forstår den enkelte medarbejders behov for faglig opbakning. Det skal ikke alene være den enkelte hjemmehjælpers ansvar - de fleste vil jo gerne gøre arbejdet så godt som muligt«, siger Anker Boye, og FOA-formanden fremstiller fremtiden for kommunerne på følgende måde: »De kommende unge i de små årgange vil jeg ikke spørge, hvad de kan gøre for en kommunal arbejdsplads. Men i stedet forholde sig til, hvad kommunen kan gøre for dem som ansatte. Derfor må kommunerne lægge sig i selen, hvis de vil have del i den knappe arbejdskraftressource«, siger Dennis Kristensen. Bevidst strategi Når lærerne topper som de mest tilfredse, vil deres formand Anders Bondo Christensen, Danmarks Lærerforening, gerne se det som udtryk for en bevidst strategi. »I de senere år har vi forsøgt at sætte fokus på indholdet af lærerjobbet i stedet for rammerne og arbejdstiden. I årevis har vi fået revet begreber som ø, u- og f-tid i næsen, selv om det er flere år siden, at vi forlod det system«, siger han, som understreger, at de glade lyde fra lærerværelset faktisk ikke kommer bag på ham. »Fordi når lærerjobbet lykkes, er det det bedste i verden. Når samspillet med børn og forældre virkelig kører, og ungerne udvikler sig, så er det en meget stor tilfredshed at arbejde med. Og det er reglen, mens det er undtagelserne, vi hører om«, siger Anders Bondo.