Det bliver ikke før til efteråret, men da vil integrationsminister Bertel Haarder overveje at indføre enkelte lempelser af den et år gamle Udlændingelov. Han siger til DR Nyheder, at han har lyttet til indvendingerne mod en stramning i loven, som betyder, at danskere i udlandet kan komme i klemme i reglerne om familiesammenføring, hvis de vil have deres udenlandske ægtefæller med sig hjem til Danmark. Hvis parrets samlede tilknytning til Dnmark ikke er større end til udlandet, så bliver det et nej efter den nye lov. S: Loven kan godt laves om Socialdemokraternes udlændingeordfører, Anne-Marie Meldgaard, siger til Politiken, at hendes parti vil foreslå at udlændingeloven laves om. Socialdemokraterne foreslår, at alle udlandsdanskere, som er rejst ud før ikrafttrædelsen for lovstramningerne i juli i fjor, helt fritages fra reglerne om blandt andet tilknytningskrav. Danskere, der rejste ud efter den dato, skal samtidig tilgodeses med nogle lempeligere krav. »Vi tror på, at tilknytningskravet kan omformuleres, uden at det betyder, at der komme mange flere almindelige familiesammenføringer«, siger Anne-Marie Meldgaard. Konservative vil se på ændringer Det har også gjort indtryk på De Konservative, at danskere, der har arbejdet i udlandet i nogle år og fundet en livsledsager i det fremmede, ikke kan vende hjem til Danmark. »Der er ingen tvivl om, at udlændingeloven på visse punkter har været lige rigelig effektiv. Derfor vil det være fornuftigt at se på, om vi skal løsne skruerne på nogle områder«, siger den konservative udlændingeordfører Else Theil Sørensen. Radikale holder konference De Radikale har længe presset på for at få lempet reglerne, og partiet holder 10. september en konference om problemet. Formålet er at presse regeringen og dens støttepartier til at liberalisere udlændingeloven. Bertel Haarder siger til DR Nyheder, at han godt kan "forestille sig, at der kan komme en lille pakke med lempelser af flere punkter i loven, men det bliver altså først til efteråret, siger han.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























