Lykketoft i gang med at rense ud

Det er loyale Nyrupfolk, som Lykketoft har skilt sig af med. - Foto: Martin Zakora
Det er loyale Nyrupfolk, som Lykketoft har skilt sig af med. - Foto: Martin Zakora
Lyt til artiklen

Efter et halvt år på formandsposten har Mogens Lykketoft (S) besluttet at skille sig af med to ledende medarbejdere i Socialdemokratiets sekretariat på Christiansborg. Partiets pressechef bliver forflyttet, og sekretariatschefen står til fyring. Begge regnes for loyale Nyrupfolk. Regulær fyring Udrensningen blev eksekveret onsdag, erfarer Politiken. Den betyder, at pressechef Jan Juul Christensen skal være kampagnechef for tidligere statsminister og S-formand Poul Nyrup Rasmussen i hans valgkamp op til europaparlamentsvalget næste år. På den måde sikrer partiet den fyrede pressechef i hvert fald et års arbejde. Valget finder sted i juni 2004. Sekretariatschef Marina Hoffmann står til gengæld til en regulær fyring, hvis hun ikke selv finder sig et nyt job. Ifølge Politikens oplysninger har Lykketoft gjort hende klart, at hun er uønsket og vil blive fyret. Både Jan Juul Christensen og Marina Hoffmann var loyale Nyrupstøtter op til formandsskiftet i december sidste år. Det er en væsentlig grund til, at den nye ledelse vil af med dem. Valgte egen medierådgiver Da Mogens Lykketoft var blevet formand, valgte han da også at ansætte sin egen medierådgiver, Morten Boje, som tidligere havde været pressechef for Lykketoft i Udenrigsministeriet. På den gamle Nyrupfløj opfattes fyringerne som en ren udrensning af gamle Nyrupstøtter. Kilder på Aukenfløjen udtrykker mere tilfredshed og peger på, at Nyrup også rensede ud, da han havde væltet Svend Auken som formand i 1992. De gamle fløje manifesterer sig stadig. Senest udløst af en intern debat om politisk ordfører Frank Jensens præstation under Folketingets afslutningsdebat for tre uger siden. Frank Jensen var for dårligt forberedt og klarede sig dårligt i debatten, mener hans kritikere i gruppen. På Aukenfløjen forklares det med, at han ikke fik ordentlig og professionel hjælp i sekretariatet - altså af Jan Juul Christensen og Marina Hoffmann. Gruppeformand Pia Gjellerup afviser, at der er tale om fyringer. Ingen andre i partiledelsen vil kommentere sagen, og det har ikke været muligt at få kontakt med Mogens Lykketoft. Eller med Jan Juul Christensen og Marina Hoffmann selv.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her