Superpille skal redde ældre

Lyt til artiklen

Britiske forskere mener, at en ny superpille vil kunne redde både liv og førlighed for tusinder af ældre mennesker. Omfanget af hjertetilfælde og slagtilfælde - hjerneblodprop og - vil kunne reduceres med langt over 80 procent, konkluderer forskerne i det nyeste nummer af British Medical Journal. Konceptet bag den nye superpille består i at kombinere nogle af de bedste og mest effektive medicinske præparater, som alle har det til fælles, at de har en vis beskyttende effekt mod de store dræbersygdomme i hjertet og hjernen. Tilsammen vil de seks præparater udgøre en 'mirakelpille', der bør tages dagligt af alle mennesker over 55 år, fastslår professorerne Nicholas Wald og Malcolm Law fra University of London. Til BBC News Online forklarer Nicholas Wald, hvorfor han og Malcolm Law har udtænkt superpillen, der skal tages af alle ældre. »Det er først for nylig, at man er blevet rigtigt klar over, at disse midler er så effektive, som de er. Desuden har man måttet erkende, at der ikke eksisterer nogen sikre grænseværdier for blodtryk eller kolesterol - jo lavere jo bedre. Så at udvælge mennesker til behandling fordi de har høje niveauer er ulogisk og ineffektivt«, fastslår Nicholas Wald. Seks succeser i én At lægge aspirin, kolesterolsænkende medicin, blodtryksmedicin (tre slags) og folinsyre ind i samme pille kan sammenlignes med at sætte Zidane, Beckham, Figo, Roberto, Ronaldo og Raul på samme hold i fodbold. Seks af de mest gennemprøvede succeser i én og samme ombæring. Real Madrid synes at have held med konceptet, og flere forskere mener da også, at Wald og Laws superpille bør kunne blive en slagkraftig sag. »Det kan meget vel vise sig at være vejen frem. Hvert af de enkelte midler har jo vist sig at være effektive. Men vi ved ikke, hvad der kommer ud af at putte dem alle i den samme tablet«, siger dr. Anthony Rudd fra St. Thomas Hospital, London, til BBC News Online. Tiltalende ide Hjerteforeningens forskningschef, dr.med. Jørgen Videbæk, finder ideen om en superpille yderst tiltalende - forudsat at pillen kommer til at virke. »Hjertepatienterne tager jo i forvejen alle disse piller enkeltvis, og det er faktisk et problem for mange overhovedet at få dem ned hver dag. Med blot én pille ville den daglige medicinering klares meget lettere. Jeg ser i pillen også en mulighed for, at patienterne kunne få deres medicin billigere end i dag, hvor eksempelvis kolesterolsænkende medicin er meget kostbart«, siger Jørgen Videbæk til Politiken. Jørgen Videbæk har imidlertid svært ved at se hvilke medicinalfirmaer, der har interesse i et sådant projekt - eftersom de enkelte præparater produceres af forskellige firmaer. »Derfor kunne det måske være en offentlig opgave at producere en sådan pille«, siger Jørgen Videbæk. Konceptet bag pillen er udtænkt på basis af dokumentation fra over 750 undersøgelser. Forskerne mener, at den færdige pille vil koste mindre end 10 kroner om dagen og have minimale bivirkninger. Den vil dog næppe være velegnet for mennesker, der ikke kan tåle betablokkere (blodtryksmedicin) eller som får maveproblemer af aspirin (acetylsalicylsyre). Der vil gå nogle år, før superpillen eventuelt kan hentes på apoteket. For først skal det testes, om de seks gennemprøvede præparater også kan finde melodien i én og samme pille.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her