Skrig, skrål og klodser, der skramler. Belastende buk i børnehøjde og en ventilation, der ikke kan følge med til at levere frisk luft til en stuefuld af pædagoger og poder. Sådan er hverdagen for mange af de knap 600.000 børn og voksne, der tilbringer dagene i landets daginstitutioner. I hvert fald ifølge en landsdækkende besøgsrunde, som Arbejdstilsynet har taget hos 768 vuggestuer, børnehaver, fritidshjem, SFO'er og aldersintegrerede institutioner fra november 2002 til februar 2003. Under besøgene stødte de tilsynsførende på i alt 2.409 problemer med arbejdsmiljøet for pædagoger og medhjælpere i daginstitutionerne. Problemerne drejer sig især om forkerte løft og belastende arbejdsstillinger, der udgør 32 procent af de registrerede problemer. De forekommer f.eks., når pædagogen sidder på en stol, der kun er halvt så høj som en voksenstol, eller skifter barnet på gulvet, fordi puslebordene er optagede. Og det er de ofte, fortæller Bente Sorgenfrey, formand for Forbundet for pædagoger og klubfolk (BUPL). »Vi er overraskede over, at det står så grelt til med belastninger på bevægeapparatet. Men det skyldes simpelthen, at der er for mange børn på for lidt plads - og det må man altså se at få gjort noget ved«, siger hun. Bente Sorgenfrey mener også, at de mange børn i institutionerne er årsagen til, at også både indeklimaet og øregangene lider overlast. I 1998 lavede BUPL selv en undersøgelse af støj og indeklima i daginstitutionerne, og den viste, at støj- og indeklimaproblemer snarere er reglen end undtagelsen i danske børneinstitutioner. De nye tal fra Arbejdstilsynet bekræfter arbejdsmiljøets ringe tilstand. Mange problemer »Daginstitutionerne har relativt mange problemer - vi har mødt omkring tre problemer per besøg, og det er ikke for godt«, siger Finn Gamél Christensen, der er projektleder i Arbejdstilsynet. Han understreger, at talmaterialet formelt ikke tegner et repræsentativt billede af arbejdsmiljøet i landets daginstitutioner, fordi det på forhånd var kendt, at flere af de besøgte institutioner havde problemer. »Men vi har dækket alle kommuner og stort set den samme fordeling af de forskellige institutioner, som vi ser på landsplan. Og ifølge de tilsynsførende er der ikke megen forskel på dem, der var udpeget som slemme, og de andre. Så min vurdering er, at tallene er meget tæt på at være repræsentative«, siger Finn Gamél Christensen. Men Arbejdstilsynets tal får ikke arbejdsgiverne - kommunerne - hurtigere op af stolene end ellers. »Vi vil holde fast i, at undersøgelsen ikke er repræsentativ, og derfor får den os heller ikke til at flyve op i tårnet og ringe med klokkerne. Så enkelt er det. I KL har vi fokus på arbejdsmiljøet, og det vil vi fortsat have - vi fortsætter et fornuftigt arbejde«, siger formand for løn- og personaleudvalget i KL og borgmester i Herlev Kjeld Hansen (S). Men det er ikke godt nok, mener BUPL. »Tiden, hvor vi bare kunne sætte filtdupper under stolene og skifte plastikkasserne ud med pileflet, er forbi - det har vi gjort. Pædagogerne er utrolig opmærksomme på alt, der kan begrænse støjen og andre gener - det handler om mere plads. Og det faldende børnetal betyder, at man lige nu har en historisk chance for at gøre noget ved det«, siger Bente Sorgenfrey.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























