Politiet mener at have opklaret en stribe indbrudstyverier, hvor gerningsmændene er gået målrettet efter dyre designermøbler. De har stjålet Arne Jacobsen-stole, Poul Kjærholm-borde og lignende kostbare møbler for flere hundrede tusinde kroner. Tyverierne var så omfattende, at flere politikredse måtte gå sammen og danne en særlig efterforskningsgruppe, der skulle standse de mange indbrud. Nu leder politiet efter en mand, der mistænkes for at stå bag de mange tyverier, oplyser kriminalkommissær Steen Nonbo fra Lyngby Politi til Ritzau. »Det er en mand, der er kendt i tyveribranchen. Han mistænkes for en stribe større indbrud i Helsingør og Lyngbyområdet«, siger kriminalkommisæren. I forvejen er fire mænd blevet tiltalt for hæleri ved at have aftaget møblerne og solgt dem videre.
Politiet leder efter bagmand til designmøbel-tyverier
Lyt til artiklen