Sjusk fører til fyring

Lyt til artiklen

Da det anbefalede brev fra Københavns Kommune mandag morgen ankom til sundhedsdirektør Bo Andersens adresse, ventede han ikke en fyreseddel i kuverten. »Jeg blev dybt forundret, og jeg synes, det er meget drastisk at gå til værks. I de næsten fire uger, jeg ikke har været på arbejde, har jeg ikke hørt en lyd. Jeg forstår ikke, at man ikke har ønsket at høre min version«, siger en berørt Bo Andersen, som ikke ønsker at kommentere selve sagens substans og grundlaget for fyringen. Kontaktede advokat I stedet tog han mandag kontakt til sin advokat og fagforening, og inden 7. juli skal han levere sin replik til fyresedlen fra overborgmester Jens Kramer Mikkelsen (S) og sundhedsborgmester Inger Marie Bruun-Vierø (R). De to borgmestre vil heller ikke kommentere fyringen ud over argumenterne i den fælles pressemeddelelse og brevet til Borgerrepræsentationens 55 medlemmer. Her fremgår det, at der i advokat Mariann Norrboms undersøgelse af sagen om kommunens manglende tilsynsbesøg på plejehjemmene »er grundlag for at reagere tjenstligt i forhold til administrerende direktør Bo Andersen og vicedirektør Lau Svendsen-Tune, Sundhedsforvaltningen«. Ingen konkret begrundelse Helt konkret er Bo Andersen indstillet til fyring med tre måneders varsel, og vicedirektøren tildeles en advarsel. De to har begge i de seneste knapt fire uger været sendt hjem fra jobbet. Bo Andersen skal fortsat holde sig væk, mens Svendsen-Tune bliver bedt om at genoptage sit arbejde hurtigst muligt. Direktionens tredje medlem, Dorrit Vest, har selv valgt at sige sin stilling op. Selv om fyresedlen ikke indeholder en konkret begrundelse i forhold til offentligheden, er kommunens svigtende tilsyn på plejehjemmene anledningen. Ligeledes medvirker Bo Andersens forklaringer i forbindelse med undersøgelsen til fyringen, hvor han tilsyneladende har forsøgt at tale sig ud af sit overordnede ansvar. Samarbejdet er slået i stykker I Økonomiforvaltningen er der ingen tvivl om, at direktøren har forbrudt sig så voldsomt, at det kan kaldes en misligholdelse af den åremålskontrakt, som først udløber med udgangen af 2005. Dermed vurderer kommunen, ifølge direktør Hans Simmelkjær, at den er løst fra kontrakten og kan fyre direktøren med tre måneders løn. »Jeg vil da sætte mig imod fyringen, fordi jeg ikke finder den rimelig. Jeg har stadig stor lyst til at blive i jobbet, men jeg kan godt se, at det kan blive vanskeligt - også selv om jeg pludselig skulle møde forståelse. Jeg ville nok selv vurdere, at det ikke kunne lade sig gøre - samarbejdet er slået i stykker - hvis en kollega i en tilsvarende situation fra en anden kommune spurgte mig til råds«, siger Bo Andersen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her