Mødre angriber regeringen

Lyt til artiklen

Det begyndte som en gemytlig mødregruppe på nettet, men nu er netværket af danske kvinder i udlandet sprunget ud som politiske aktivister. Mulig katastrofe Mødrene gik i aktion, da de opdagede, at cirka halvdelen af netværkets 357 medlemmer risikerer at få afslag på at bosætte sig med familien i Danmark, fordi ægteparrene samlet har større tilknytning til et andet land end til Danmark. »Det er simpelt hen ikke rimeligt, for man kan jo ikke ændre på, hvor man har boet, med tilbagevirkende kraft«, siger Bente Zinck, der er talsmand for netværket DK Mor i Udlandet. Mere end 100 underskrifter Hun er selv flyttet hjem til Danmark med sin franske mand efter seks år i Frankrig. »Det ville have været en katastrofe for mig, hvis jeg var kommet til at kysse med en, der ikke var EU-borger - jeg kunne slet ikke forestille mig at bo i udlandet resten af mit liv. Men det er realiteten for mange af vores medlemmer«, siger Bente Zinck. På blot 13 dage har netværket indsamlet 1.028 underskrifter, og målet er at presse regeringen til at opgive det såkaldte tilknytningskrav. Det blev skærpet sidste år for at begrænse antallet af arrangerede ægteskaber, hvor danskere med f.eks. tyrkisk baggrund hentede ægtefæller i Tyrkiet, som derefter havde ret til familiesammenføring. Krav er i orden »Vi kan leve med alle andre stramninger af udlændingeloven. Det er helt i orden, at der er krav om, at man skal kunne klare sig selv. Men det her rammer helt almindelige mennesker, der blot er rejst ud for at bo i et andet land. Det er veluddannede, ressourcestærke folk, der kommer hjem for at bidrage med noget, men som ikke kan få lov at bo her med deres ægtefæller«, siger Bente Zinck. Hun har ikke noget til overs for regeringens seneste initiativ, der går ud på at give unge fra bl.a. USA og Canada ret til at bo i Danmark i et år for at 'optjene' tilknytning. »De fleste af vores medlemmer er over 30 og har været gift i årevis. Derfor er det også helt fjollet, at de skal familiesammenføres. Det bedste ville være at ændre reglen om tilknytning, der reelt er uretfærdig«, siger Bente Zinck. Haarder: Mindre problem Integrationsminister Bertel Haarder (V) sagde mandag til Politiken, at antallet af danskere, der rammes af tilknytningskravet, ikke er særlig stort. Hans argument er, at det ikke er almindeligt at flytte til udlandet og derefter emigrere tilbage til Danmark. »Det er noget pjat. Mange danskere i udlandet planlægger at flytte hjem omkring børnenes skolestart, så børnene kan lære dansk sprog og kultur ordentligt«, siger Bente Zinck.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her