For første gang nogensinde er alle kredse inden for den danske folkekirke parate til åbent at diskutere, om stat og kirke fortsat skal hænge tæt sammen. Enestående situation Både biskopper, præster, provster og menighedsråd føler sig så magtesløse over for kirkeministeren, at de gerne vil sætte sig sammen for at diskutere, om båndene skal løsnes. »Det er en helt enestående situation«, mener teolog og leder af Grundtvig-Akademiet, Henrik Wigh-Poulsen. »De gamle skillelinjer i kirkekredsene er under opbrud, fordi et statskirkeligt overgreb truer. Det er aldrig set før«. Uroen i folkekirken har ulmet længe, men brød i sidste uge ud i lys lue, da Finansministeriet satte folkekirken under administration og bebudede udgifts- og ansættelsesstop på ubestemt tid. Stoppet rammer også præsterne, der dermed ikke erstattes, når de går på pension, bliver syge eller forflyttes. Truet på livsnerven »Det bliver rent kaos, og folkekirken er truet på sin livsnerve, nemlig forkyndelsen«, siger biskop Karsten Nissen fra Viborg stift, der foreslår, at de kirkelige kredse sætter sig sammen i en slags kommission med henblik på at undersøge, hvordan båndene mellem kirke og stat løsnes. Det bør dog ske inden for grundloven, men der er også vide rammer, mener han. Biskoppen har opbakning fra flere kolleger, herunder Københavns biskop, Erik Norman Svendsen, der betegner Nissens forslag som »indlysende rigtigt«. »Stillingsstoppet har i høj grad aktualiseret debatten om forholdet mellem kirke og stat, for nu er det ikke blot Kirkeministeriet, men også folkekirken, der er sat under administration, og det er sket, uden at nogen har rådført sig med os«, siger Norman Svendsen. »Det er en enig kirke, der protesterer«. Håb om bred debat En rundspørge til Danmarks Provsteforening, Præsteforeningen og Landsforeningen af Menighedsrådsmedlemmer viser, at alle gerne møder frem, hvis nogen kalder til en debat om et løsere forhold mellem kirke og stat. Spørgsmålet er blot, hvem der skal kalde. »Hvis jeg får opbakning fra min bestyrelse, skal jeg gerne være den, der indkalder til et møde«, bebuder formanden for Landsforeningen af Menighedsrådsmedlemmer, Ejvind Sørensen, der dog helst ser en bred debat, inden kommissionen nedsættes. 3 præster - 14 kirker »Der er efterhånden så mange ting, der kan påkalde sig, at man gør noget. Der er brug for at kigge på Fællesfonden (som præsterne lønnes af, red.), og der er brug for at kigge på, om det er hensigtsmæssigt at have en egenmægtig ledelse, som reelt er kirkeministeren«, mener han. Ifølge biskop Karsten Nissen vil folkekirkens ansættelsesstop ramme fuldstændig tilfældigt og kan nogle steder indebære, at præsterne kun får tid til det mest nødvendige. Han giver et eksempel fra sit eget stift, hvor der i ét provsti om kort tid vil være tre præster til at dække 14 kirker, fordi tre ældre præster går på pension. Kirkeminister Tove Fergo (V) meddeler gennem sin pressesekretær, at hun ikke på nuværende tidspunkt vil kommentere hverken ansættelsesstop eller forslaget fra biskoppen i Viborg stift.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























