Straffesag mod bingospil-formand

Bingo Halle i Kruså er populær blandt særligt ældre tyskere, der gerne vil have socialt samvær. - Foto: Lars Skaaning
Bingo Halle i Kruså er populær blandt særligt ældre tyskere, der gerne vil have socialt samvær. - Foto: Lars Skaaning
Lyt til artiklen

Anklagemyndigheden forsøger med en ny straffesag mod en af arrangørerne at få sat en stopper for bingospil om penge i Kruså. Politiet mener, at spillene er ulovlige, fordi overskuddet tilsyneladende går direkte i lommerne på arrangørerne og ikke, som lotteriloven forudsætter, til velgørende formål som for eksempel til sportsforeninger og andre sociale aktiviteter. Overtræder lotteriloven 7. juli stilles formanden for foreningen, der officielt står for spillene, for retten i Gråsten. Han anklages dels for overtrædelse af lotteriloven og dels for ikke at have fået politiets tilladelse til at arrangere spillene. Det er kun knap to år siden, samme formand for den såkaldte støtteforening 'Gut Pott' blev dømt efter et identisk anklageskrift. Ganske vist blev der kun tale om en symbolsk bøde på 2.500 kroner. Initiativtageren til bingospillene, en 55-årig kvinde, blev i september sidste år idømt ét års betinget fængsel for skattesvig. Derudover fik hun en skattebøde på 2,5 millioner kroner og blev dømt til at efterbetale et tilsvarende beløb i skat for skatteunddragelser i indkomstårene 1990-94. I denne periode scorede hun cirka 5,4 millioner kroner som arrangør af spil i Bingo Halle i Kruså. Sagerne mod hende og støtteforeningens formand afslørede en foreningskonstruktion, som alene havde til formål at omgå såvel lotteri- som skatteloven. Stråmand Ifølge sagsakterne fra de tidligere domme fremstår formanden for støtteforeningen som stråmand i konstruktionen, der hidtil ikke har kunnet overbevise myndighederne om, at alt går efter reglerne. Støtteforeningen 'Gut Pott', der officielt arrangerer spillene, dækker sig ind under, at formålet er at skaffe penge til velgørende formål. Foreningens revisor, Julius Beier, erklærede dog under den tidligere straffesag mod støtteforeningens formand, at der eksempelvis i 1998 kun blev udbetalt 117.000 kroner til velgørende formål, selv om omsætningen var på 34 millioner kroner. Året efter var omsætningen 33 millioner kroner, og heraf faldt der kun 143.000 af til velgørende formål. Retten konkluderede, at størrelsen af donationer til velgørende formål ikke stod mål med spillenes omsætning og mente derfor, at spillene var i strid med lotteriloven. Ydermere kræver lotteriloven, at foreningens formål ikke udelukkende eller fortrinsvis må være »bortlodninger«. Ingen af de medlemmer, Politiken har talt med, har oplevet, at foreningen har beskæftiget sig med andet end spil. Den 55-årige kvinde bag spillene ejer også bingohallen i Kruså og lejer ud til støtteforeningen. Hun optræder fortsat i spillehallen. Trods flere forsøg er det ikke lykkedes at få kommentarer fra hverken hende eller formanden for støtteforeningen. De er begge tyskere og bor i henholdsvis Glüksburg og Flensborg. Vicepolitimester Anne Rasmussen, Gråsten, der er anklager i sagen mod bingoformanden, vil ikke kommentere forholdene omkring spillehallen i Kruså, før sagen mod formanden har været behandlet i retten.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her