De store danske bistandsorganisationer skal tvinges til at samarbejde med de små, mener udenrigsminister Per Stig Møller (K), der tirsdag fremlagde VK-regeringens udviklingspolitik frem til 2008. Mellemfolkeligt Samvirke bliver beskåret Regeringen lægger op til kontant afregning i de statslige støttekroner, hvis græsrodsorganisationernes (ngo) folkelige forankring ikke er stærk nok. Derudover vil regeringen øremærke fem procent af støtten til 'allianceprojekter' mellem små og store ngo'er. »Siden 1991 er der kommet 90 nye ngo'er i Danmark, og hvis vi bliver ved med at lægge alle pengene hos de samme seks organisationer, er det utrolig svært for de nye at komme op at stå«, siger Per Stig Møller. Mellemfolkeligt Samvirke (MS) er blandt de organisationer, der vil mærke regeringens omfordeling af penge og vil blive skåret med ti procent af bevillingerne over de næste fem år. For at undgå yderligere beskæringer opfordres MS desuden til at styrke sin folkelige forankring, da medlemstallet ifølge ministeriet ikke er »tilstrækkeligt set i forhold til de store midler, organisationen modtager«. »Det er slet og ret noget vrøvl, at vi skulle have ondt i den folkelige forankring. MS laver et omfattende arbejde, der rækker langt ud i landet, men vi har valgt at prioritere bl.a. oplysningsmateriale højt«, siger generalsekretær Lars Udsholt fra MS. Oppositionen raser over oplægget og kritiserer ideen med at lade små organisationers vækst ske på bekostning af de store. »Det ville være mere perspektivrigt, hvis regeringen havde fundet pengene uden for rammen. Det kræver lederskab og udsyn, hvis man vil forebygge konflikter, og det udviser regeringen ikke med dette udspil«, siger udenrigsordfører Jeppe Kofod (S). Slagsmål om Irak Udenrigsministeren brugte også onsdagen til at lange ud efter Dansk Røde Kors og Folkekirkens Nødhjælp, der har brokket sig højlydt over forholdene i Irak. Flere nødhjælpsorganisationer frygter, at de vil blive opfattet som den amerikanskledede besættelsesmagts forlængede arm, hvis ikke FN får et styrket mandat. Per Stig Møller henviser til, at FN's Sikkerhedsråd enstemmigt har vedtaget resolution 1463, der opfordrer alle verdens nationer til at bidrage til stabilisering i Irak. Han truer med at smække pengekassen i. »Stabilisering er altså også nødhjælp, og derfor er jeg noget pikeret over udtalelserne«, siger Per Stig Møller. Informationschef Thomas Ravn-Pedersen fra Folkekirkens Nødhjælp anerkender, at FN formelt står bag indsatsen i Irak, men holder på sin ret til at kræve FN ind i en styrende rolle.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























