Små børnehaver og vuggestuer er på retur. I disse år sammenlægger kommunerne over hele landet små daginstitutioner til store institutioner for børn i alderen 0-6 år. Sammenlægger for at spare penge Knap en tredjedel af kommunerne har sammenlagt institutioner, mens 59 procent af kommunerne har planer om at gøre det i de kommende år, viser en endnu ikke offentliggjort undersøgelse fra Forbundet af pædagoger og klubfolk, BUPL, baseret på 54 tilfældige kommuner. »Vi er ikke principielt imod sammenlægninger, men det bekymrer os, at man gør det alene for at spare penge og ikke ser på kvaliteten. Mange af de selvejende institutioner ryger i svinget, og rene vuggestuer er nærmest ved at forsvinde i disse år«, siger Bente Sorgenfrey, formand for BUPL. Delt op i grupper Tal fra Kommunernes Landsforening (KL) viser, at den gennemsnitlige størrelse på en institution på ti år er steget fra 61 til 71 børn. Det er blandt andet sket for at opfylde pladsgarantien, som 94 procent af kommunerne nu tilbyder, ifølge KL. »Der er klare fordele ved at bygge store integrerede institutioner, fordi de ikke giver afbræk fra vuggestue til børnehave. Der er både faglige, menneskelige og socialt gode grunde til det. Der er jo ikke tale om børnefabrikker, børnene er stadig delt op i grupper«, siger Bjørn Dahl (V), formand for Børne- og Kulturudvalget i KL. 70.000 flere børn - ikke flere pædagoger Alligevel bekymrer udviklingen både forældre og eksperter. Over de sidste ti år er der kommet 13 procent flere børn per ansat - svarende til 70.000 flere børn uden ekstra personale, ifølge BUPL. Og i store institutioner risikerer kontakten til det enkelte barn at blive endnu ringere, advarer Henriette Bjergvang, formand for Foreningen af forældre til børn i daginstitutioner, der repræsenterer cirka 200.000 forældre. »Jeg har haft børn i daginstitutioner i 15 år, og man kan godt mærke, at der er sket en kvalitetsforringelse. Jeg synes efterhånden, man oplever totalt kaos, når man går ind i en institution. Ingen ved, hvor nogen er, eller hvad de laver, man mosler bare rundt for at få det til at hænge sammen«, siger Henriette Bjergvang. Forringer kvaliteten Tidligere Børnerådsformand Per Schultz Jørgensen advarer også mod tendensen. »I en stor institution er der en alvorlig risiko for, at kvaliteten sættes over styr, fordi nærheden mellem børn og voksne forsvinder, og fordi miljøet ofte er turbulent. Jeg har faktisk svært ved at sige noget godt om store institutioner«, siger Per Schultz Jørgensen. KL medgiver, at normeringen hænger sammen med kvaliteten. »Det giver sig selv, at hvis normeringen bliver skåret med ti procent, så er der ti procent færre arme og ben og kærlige ord«, siger Bjørn Dahl.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























