Afhængig af Rigsadvokatens indstilling overvejer justitsminister Lene Espersen (K) at kræve den drabsmistænkte danske SS'er Walther Rasmussen udleveret fra Tyskland. Det skriver Lene Espersen i et svar til Folketinget. Rasmussen er i dag tysk statsborger og derved beskyttet mod udlevering, men det kan ændre sig med EU's arrestordre, der træder i kraft ved nytår. 'Selv ude om det' Walther Rasmussen mistænkes for deltagelse i mindst 15 drab på danske modstandsfolk, oftest summariske henrettelser. Men han afviser i dag enhver drabsbeskyldning og siger, at han blot var chauffør og tolk. Rasmussen har dog samtidig udtalt til Ritzau, at de folk, der kom i den pågældende gestapoafdelings varetægt, generelt selv var ude om det. Både Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti har krævet Rasmussen stillet for retten.
Danmark overvejer at kræve dansk SS'er udleveret
Lyt til artiklen