Mens dønningerne fra de seneste måneders SARS-udbrud så småt ebber ud, langer direktøren i Danmarks Rejsebureau Forening ud efter de danske sundhedsmyndigheders behandling af sygdommen. WHO's opgave Lars Thykier kritiserer Sundhedsstyrelsen og Statens Serum Institut for unødvendigt skrappe rejseadvarsler. De danske sundhedsmyndigheder bør ikke på egen hånd advare danskerne mod at rejse til SARS-ramte lande. Den opgave bør alene være forbeholdt Verdenssundhedsorganisationen, WHO, mener han. I modsætning til WHO valgte Sundhedsstyrelsen og Statens Serum Institut således at advare befolkningen mod rejser til samtlige dele af Kina, da lungesygdommen brød ud for nogle måneder siden. Verdenssundhedsorganisationen advarede derimod kun mod enkelte regioner. »Vi snakker om noget, der ligger langt væk fra Danmarks grænser, og hvor WHO må være ekspertmyndigheden. Alligevel går de danske myndigheder ind og vurderer på egen hånd - det bør efter min mening ikke være deres opgave«, siger Lars Thykier. Han mener, at de danske myndigheders skrappere advarsler har været med til at skabe usikkerhed blandt befolkningen, fordi de ikke har vidst, hvem de skulle tro på. Overlæge ved Statens Serum Institut Kåre Mølbak afviser kritikken. Politiske hensyn »Man skal være opmærksom på, at WHO også har nogle politiske hensyn at tage i forhold til det fremtidige samarbejde med de kinesiske myndigheder. Derfor tog WHO et skridt, der var kortere, end man kunne ønske sig ud fra en ekspertvurdering«, siger han. Han understreger, at WHO gav de enkelte lande grønt lys til at gå et skridt videre, og at det senere viste sig, at smitten i Kina var mere udbredt, end WHO var klar over. »Derfor var det også en korrekt beslutning, vi tog«, fastslår han. EU bør vejlede Lars Thykier håber, at man i fremtiden vil følge WHO eller eventuelt lade EU stå for rejsevejledningerne. »På den måde undgår vi, at for eksempel Sverige siger én ting, mens vi siger noget andet«, forklarer han. Kåre Mølbak medgiver, at det kan være en god ide at koordinere rejsevejledningerne i EU. »Men i konkrete tilfælde kan det være nødvendigt at handle hurtigere, end EU-systemet er gearet til. Vores væsentligste opgave er jo at beskytte folkesundheden«, siger han. Da SARS nu er på retur, advarer både WHO og de danske sundhedsmyndigheder kun mod rejser til Kinas hovedstad Beijing.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























