Fogh presset til analyse af forbehold

Lyt til artiklen

Med et kortfattet brev tvang Socialdemokratiet onsdag statsministeren til at handle i sagen om de danske EU-forbehold. Som Politiken afslørede tirsdag, kan det retlige forbehold sætte Danmark uden for indflydelse på store dele af EU-samarbejdet, også danske kerneområder som miljø, fødevaresikkerhed og forbrugerbeskyttelse. »Vi har hele tiden været klar over, at forbeholdet på det retlige område kunne sætte os uden for politisamarbejdet, men at det også kan ramme væsentlige områder som forbruger- og miljøpolitik er både nyt og dramatisk. Det er vi nødt til at forholde os til«, siger Henrik Dam Kristensen. Derfor krævede han sammen med partiformand Mogens Lykketoft i et brev til statsministeren en fuldstændig analyse af, hvilken betydning de danske forbehold får, når den nye traktat træder i kraft. Og den skal fremstilles i ekspresfart, så den ligger klar, inden næste fase af forhandlingerne går i gang, det vil sige i løbet af et par måneder. Og den analyse får de, lovede statsminister Anders Fogh Rasmussen (V), der hidtil har været tavs i sagen, men alligevel forsøgte at fjerne indtrykket af, at han var blevet presset frem på banen. »Det er faktisk en overvejelse, vi selv har. Det arbejde bliver sat i gang umiddelbart, når konventet slutter sit tekniske arbejde i juli«, sagde statsministeren. Det er formentlig juristerne i Udenrigs- og Justitsministeriet, der får den vanskelige opgave at redegøre for EU-forfatningens præcise konsekvenser af det danske forbehold. Det suverænt sværeste område er det retlige forbehold. Alt kan blive berørt Her bliver Danmark som forudset sat uden for hele samarbejdet om bekæmpelse af organiseret kriminalitet, politisamarbejdet i Europol, civilretlige regler samt en fællesanklagemyndighed om grænseoverskridende kriminalitet. Det nye er, at retsforbeholdet også kan berøre stort set alle andre områder, fordi unionen får mulighed for at hæfte strafbestemmelser på stort set alle EU-regler, eksempelvis miljø, landbrug og forbrugerbeskyttelse. »Det er en helt ny situation. Vi troede, vi havde et forbehold, der havde med det retlige at gøre. Men det kan ende med, at forbeholdene bliver så omfattende, at der stort set ikke er noget tilbage for Danmark at samarbejde om«, siger Henrik Dam Kristensen. Udkastet til ny EU-forfatning bliver formelt overdraget af det såkaldte EU-konvent til EU-landene i morgen. Derefter vil der gå nogle måneder, inden næste runde forhandlinger begynder - det er en såkaldt regeringskonference, der skal blive enige om den endelige tekst. I regeringskonferencen er den danske regering reelt nødt til at have mandat fra et flertal i Folketinget, og da det vanlige støtteparti Dansk Folkeparti allerede har bebudet et nej til forfatningen, får regeringen brug for Socialdemokratiets opbakning til sin kurs. Enormt pres Derfor kunne statsministeren ikke sige nej til den analyse, som Lykketoft og Dam Kristensen krævede. Men analysen kan alligevel blive rigtig ubehagelig læsning for statsministeren. Hvis den bekræfter risikoen for, at retsforbeholdet isolerer Danmarks fuldstændigt i EU, vil det lægge et enormt pres på det almindeligvis EU-positive Venstre for at gøre op med forbeholdet så hurtigt som muligt. EU har mere lempelige regler Problemet er bare, at det retlige forbehold også omfatter asyl-, flygtninge- og integrationspolitik, hvor EU har mere lempelige regler end Danmark. Derfor vil en ophævelse af retsforbeholdet kunne tvinge regeringen til at ændre den udlændingepolitik, som var den vigtigste nøgle til valgsejren i 2001. Alene derfor skal man ikke vente sig nogen hurtig folkeafstemning om forbeholdene. Det betyder, at Danmark er nødt til at bruge meget af sin goodwill i den kommende regeringskonference på at finde kreative løsninger, som gør det muligt at leve i unionen med forbehold.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her