Danmark vil tvinge flygtninge hjem til Kosova, selv om de kan blive udsat for overgreb. I strid med FN's anbefalinger har de danske myndigheder netop forsøgt at udvise en 21-årig mand, der tilhører den truede etniske minoritetsgruppe goranierne. Sikkerhedsituationen 'stærkt bekymrende' Udvisningen blev i sidste øjeblik bremset af de lokale FN-myndigheder i Kosova, fordi sammenstød mellem albanere og minoriteter kan skabe uro i provinsen. »Der er sket forbedringer de seneste år. Men sikkerhedssituationen for de etniske minoriteter er fortsat stærkt bekymrende. Derfor fraråder vi kraftigt alle lande at foretage tvangsmæssige hjemsendelser af etniske minoriteter til Kosovo«, siger talsmand for UNHCR i Kosova Monika Ellena. Chikaneres af albanere Ligesom det kosovaalbanske flertal er goranierne muslimer, men de bliver chikaneret af deres albanske naboer, som betragter dem som serbiskvenlige. Den unge mand, der skulle have været udsendt 26. maj, arbejdede både før og under konflikten for det serbiske politi. Belastet forhold Spændinger mellem de forskellige folkeslag er stadig et af de helt store problemer i genopbygningen af den krigshærgede region. Et brutalt mord på en serbisk familie i Kosova for kun halvanden uge siden viser, at de etniske minoriteter har brug for en beskyttelse, som de lokale FN-myndigheder har svært ved at give dem i øjeblikket. Anstrengt forhold til Danmark Danmarks forhold til FN's mission i Kosova, UNMIK, er i forvejen belastet, fordi de danske myndigheder har forsøgt at sende psykisk syge personer tilbage til den jugoslaviske provins, hvor der er ringe adgang til medicin og lægehjælp. FN's afvisning af den 21-årige gorani har ikke fået Danmark til at opgive udvisningerne. Frygter dansk insisteren I forbindelse med den konkrete sag har Rigspolitiet oplyst over for FN-regeringen i Kosova, UNMIK, at Integrationsministeriet vil vende tilbage for at drøfte sagen. »Vi frygter, at den danske regering vil presse på for, at vi skal tage imod etniske minoriteter«, siger en FN-kilde i Pristina. Haarder under pres Integrationsminister Bertel Haarder (V) er under hårdt politisk pres fra blandt andre Dansk Folkeparti, der ønsker mere gang i hjemsendelserne af udlændinge uden opholdstilladelse. Ved udgangen af maj var der i alt 4.309 personer, som havde fået afslag på opholdstilladelse, men som ikke var rejst ud af Danmark. Knap 500 af dem er fra Kosova. Haarder vil ikke kommentere drøftelser Bertel Haarder ønsker ikke at kommentere drøftelserne med UNMIK. »Vi er ved at få afklaret og løst de misforståelser og problemer, der har været i forhold til UNMIK. Derfor vil jeg ikke risikere at forplumre forholdet ved at komme med yderligere udtalelser i sagen«, siger ministeren.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























